Det trækker op til en konfrontation ved landets domstole om de såkaldte pensionskasselån, som i titusindvis af godtroende danskere optog i deres pensionskasse frem til midten af 1980'erne. Lånene er karakteriseret ved, at de kun kan indfries til en betydelig overkurs. For mange låntagere betyder det, at de i dag skal af med et beløb, som er væsentligt større end det beløb, de oprindeligt lånte, selv om de i en årrække har forgyldt pensionskassen med skyhøje rentebetalinger. På vegne af fem klienter forlanger advokat Hugo Berthelsen, Charlottenlund, nu, at Juristernes og Økonomernes Pensionskasse (JØP) skal lade de pågældende indfri deres lån til den faktiske restgæld. Hvis pensionskassen afviser, vil han lade de fem sager prøve ved domstolene i form af et såkaldt anerkendelsessøgsmål. »Jeg har valgt at koncentrere mig om JØP i første omgang, fordi indfrielsesbetingelserne i deres lån er blandt de mest uklare. Men hvis vi får medhold i de sager, så vil vi gå videre med de andre pensionskasser«, siger Hugo Berthelsen. I den ene af de fem sager har et medlem tilbage i 1982 optaget et 30-årigt lån på 370.000 kr. til 16 pct. i rente. På trods af, at hun de sidste 20 år har betalt over 1,1 million kroner af på lånet, er restgælden i dag kun bragt ned til 303.000 kr. Hvis hun vil indfri den, så forlanger pensionskassen, at det skal koste hende 472.500 kr. Ved en eventuel retssag vil Hugo Berthelsen blandt andet henvise til aftaleloven, som siger, at »en aftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvist, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende«. Desuden vil han henholde sig til, at overkursen ved indfrielse ifølge lånedokumenterne skal beregnes i forhold til renten for medlemslån på opsigelsestidspunktet. Problemet for JØP er imidlertid, at pensionskassen stoppede med pensionskasselån i midten af 1980'erne. »Uklarheden i formuleringen falder tilbage på den, som har udfærdiget dokumentet. Det er jo særlig pinligt, når det er juristforbundet, som har lavet den«, påpeger Hugo Berthelsen. Det er ikke kun hos JØP, at indfrielsesbeløbet skal beregnes på baggrund af en rente på lån, som ikke eksisterer længere. Det samme er tilfældet med pensionskasselån fra Kommunernes Pensionsforsikring og Arkitekternes Pensionskasse. Andre pensionskasser henviser til andre uklare begreber som »den effektive lånerente på indfrielsestidspunktet«, mens andre igen refererer til mere konkrete obligationsrenter. Selv om de sidste umiddelbart vil være de sværeste at komme efter, kan man stadig henholde sig til aftaleloven, mener Hugo Berthelsen. »Den gælder, hvis forudsætningerne har ændret sig væsentligt. F.eks. er renteniveauet i dag helt nede på 6-7 pct., hvor mange pensionskasselån er optaget til 16-18 pct. En anden forudsætning, som er markant forandret, er rentefradraget«. Administrerende direktør i JØP, Torben Visholm, siger, at pensionskassen endnu ikke har taget stilling til den nye henvendelse. Tidligere har JØP pure afvist at imødekomme låntagerne. »Vi har bedt en advokat komme med en samlet juridisk vurdering af sagen. Når den er færdig, vil den blive forelagt for pensionskassens bestyrelse. Men bestyrelsen har tidligere principielt tilkendegivet, at man må respektere de vilkår, der ligger. Jeg går ud fra, at det stadig er indstillingen, og at kravet vil blive afvist«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























