Mobiltelefoner skal mærkes

Foto: Kaare Viemose
Foto: Kaare Viemose
Lyt til artiklen

Et politisk flertal uden om regeringen vil gennemtvinge, at mobiltelefoner bliver mærket, så forbrugerne nemt kan se, hvor meget stråling mobiltelefonerne udsender. Dansk Folkeparti, SF, Kristeligt Folkeparti, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre bakker alle op om det krav, som Forbrugerrådet fremsatte i Politikens udgave torsdag; nemlig at det skal stå direkte på telefonernes indpakning, hvor meget stråling mobiltelefonerne afgiver. Ligesom cigaretpakker Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, mener, at tvivlen om sundhedsfaren ved mobiltelefoner skal komme forbrugerne til gode, og lader sig ikke gå på af industriens modstand mod at mærke mobiltelefoner. »Hvis der kan være problemer med mobiltelefonerne, så skal man da gøre forbrugerne opmærksom på det. Ligesom vi gør på cigaretpakkerne«, siger Birthe Skaarup, der er sundhedspolitisk ordfører for Dansk Folkeparti. Hun mener, at mobiltelefonernes indpakning skal mærkes, så forbrugerne selv kan vælge, hvad de vil udsætte sig for. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Venstres sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, men hans partifælle, medlem af Folketingets Sundhedsudvalg Ester Larsen vender sig imod kravet om, at industrien skal mærke mobiltelefonerne. »Vi skal ikke indføre mærkningstvang, når der ikke er et dokumenteret videnskabeligt grundlag for det«, siger Ester Larsen. De konservatives medlem af Folketingets Sundhedsudvalg, Pia Christmas-Møller, sætter sig imellem to stole. Hun er i princippet enig i, at der skal indføres en mærkningsordning, men mener, at man i første omgang skal forsøge at få en frivillig aftale med branchen. Intet incitament SF's sundhedspolitiske ordfører, lægen Kamal Qureshi, siger, at en mærkning vil få industrien til at udvikle mobiltelefoner, der udsender en mindre stråling. »Som det er nu, har producenterne af mobiltelefoner jo ikke noget incitament til at producere mobiltelefoner med lavere stråling«, siger Kamal Qureshi og bakkes op af blandt andet Socialdemokratiet og de radikale. Afviser mærkning Som nævnt i Politiken torsdag vægrer industrien sig ved at skrive direkte på pakkerne, hvor meget stråling telefonerne udsender. Dansk Industris branchefællesskab for IT, Tele, Elektronik og Kommunikation, kaldet ITEK, afviser kategorisk en mærkningsordning, hvor forbrugerne kan se den såkaldte SAR-værdi (Specific energy Absorption Rate) på pakken. SAR- værdien viser i watt pr. kilo, hvor meget effekt kroppen modtager fra mobiltelefonen. Industrien har i stedet lovet, at forbrugerne fra og med 1. april i år kan se SAR-værdien i brugervejledninger og på selskabernes hjemmesider. Som omtalt i går er det imidlertid ikke alle producenter, der lever op til løftet. På flere hjemmesider er oplysningen enten gemt godt af vejen eller eksisterer slet ikke. Det vil ITEK nu rette op på, men foreningen vender sig mod en egentlig mærkning: »Hvis tallet skal stå på pakken, vil det give grimme associationer i retning af cigaretpakker, og der er altså ikke nogen videnskabelige undersøgelser, der har påvist, at stråling fra mobiltelefoner er farligt«, sagde Tom Togsverd, direktør for ITEK, til Politiken i går. Celleforstyrelser Lektor ved Institut for Medicinsk Biokemi ved Aarhus Universitet Sianette Kwee har i sin egen forskning påvist forstyrrelser i cellers cyklus under påvirkning af elektromagnetiske felter ved selv meget lav stråling. Hun mener, at en mærkningsordning er et vigtigt skridt i den rigtige retning. »Selv om der ikke er ført bevis for, at denne slags stråling medfører kræft, er vi mange forskere, der er bekymrede, specielt når det gælder børns brug af mobiltelefoner. Hvis mobilproducenterne ville gøre en indsats, kunne de gøre telefonerne mindre skadelige, men det kræver et pres fra forbrugerne. I den forbindelse er en mærkning et vigtigt skridt, for den medfører, at forbrugerne får et reelt valg«, siger Sianette Kwee: »Det er i virkeligheden tobakken om igen: Industrien kæmper imod indgreb med næb og kløer, indtil presset bliver stort nok«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her