Efter at være havnet i alvorlige likviditetsproblemer har Max Havelaar Fonden afskediget sin generalsekretær Nina Schiøtz. Fondens formand, Bjarne Møgelhøj, ønsker ikke at kommentere afskedigelsen nærmere, men erkender, at fondens økonomi er anstrengt. Fremover vil det være den tidligere FDB-mand, 54-årige Jens Erik Dalgaard Jensen, som er daglig leder af fonden, der i 1994 blev etableret af Nina Schiøtz. Bæredygtig produktion Max Havelaar Fonden er først og fremmest kendt for sin bæredygtige kaffe. Fonden står for en mærkningsordning, der skal sikre bæredygtig produktion af blandt andet kaffe, te, bananer og kakao fra tredjeverdenslande. Fonden sikrer, at kaffebønderne får en så god pris for deres varer - det vil sige en mindstepris på 11 kroner pr. kilo kaffe - at de efter FN's skøn kan leve et økonomisk bæredygtigt liv. Kaffeprisen styrtdykket Verdensmarkedsprisen på kaffe er imidlertid styrkdykket de seneste tre år, hvilket gør prisforskellen på almindelig kaffe og bæredygtig kaffe endnu større. Dermed er det også i Danmark blevet sværere at sælge den forholdsvis dyrere bæredygtige kaffe. Det har givet Max Havelaar Fonden færre licensindtægter, som er den samlede afgift, fonden modtager for hver kilo solgt kaffe. Forsinkede Danida-midler Samtidig har den forsinkede finanslov betydet, at fonden endnu ikke har modtaget de Danida-midler, som udgør rygraden i Fondens økonomi. Tirsdag kunne Kristeligt Dagblad fortælle, at Max Havelaar Fondens økonomi vakler - også på grund af overdrevent optimistiske prognoser for licensindtægterne samt egenrådig ledelse i fonden. Møgelhøj afventende Bjarne Møgelhøj siger: »Det, vi for øjeblikket afventer, er vores bevillingsansøgning hos Danida. Før, vi har fået penge fra dem, er det svært at vurdere fondens økonomi«. Sidste år fik fonden en million kroner i licensindtægter samt halvanden million kroner fra Danida, der først nu, da finansloven er vedtaget, kan tage stilling til nye ansøgninger. Max Havelaar har denne gang søgt Danida om tre millioner kroner. Fonden havde i 2000 et underskud på 180.000 kroner ud af en omsætning på kun 3,7 millioner kroner, mens Bjarne Møgelhøj forventer et nul i 2001-regnskabet. »Lige nu er økonomien anstrengt. Vi er likviditetsmæssigt presset, først og fremmest fordi finansloven ligger senere«, siger formanden, som forventer, at Danida fortsat vil støtte fonden. Tid til udskiftning »Hvis Danida ikke ønsker at støtte sådan et initiativ, så er der ikke længere nogen mulighed for at køre mærket ind på det danske marked. Men den situation mener jeg nu også er hypotetisk, for jeg ved, at Danida er positiv over for vores ansøgning«, siger Bjarne Møgelhøj, der ikke ønsker at sige, om fyringen af generalsekretær Nina Schiøtz er et signal om bedre styring af fonden forud for ansøgningen om flere midler. »Vi har været meget glade for Nina. Hun startede fonden for otte år siden og nu er det tid til at skifte ud«, konstaterer han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























