Med en bugnende pengekasse i ryggen er A.P. Møller klar til at udnytte lavkonjunkturen i den internationale shippingverden. A.P. Møllers topchef er klar til at opkøbe konkurrenter, hvis ellers den rigtige mulighed viser sig. Selvom A.P. Møller så sent som i denne uge nødtvunget måtte forudsige, at selskabets rederidel formentligt vil give underskud i 2002, så er selskabet slet ikke færdig med at vokse, til trods for at Møllers containerrederi Maersk Sealand allerede i dag sidder sikkert på tronen som verdens største containerrederi. Vil udnytte lavkonjunktur Den internationale lavkonjunktur har nemlig skabt lavvande i kassen hos adskillige konkurrenter, der de sidste år - i øvrigt ligesom Maersk Sealand har fået leveret nye skibe i hobetal. I dag er der imidlertid slet ikke fragt nok til de mange nye skibe, og det har ødelagt økonomien hos adskillige konkurrenter, der nu kan være billigt til salg og måske kan få danske A.P. Møller som ejer. »Hvis der viser sig muligheder i det nuværende marked, så er vi klar til at se på det. Det er på tidspunkter som nu, hvor ting kan ændre sig, og vi kan ikke udelukke, at vi vil være aktive på markedet, hvis det rigtige byder sig«, siger skibsreder Jess Søderberg fra A.P. Møller. Hårdt ramte konkurrenter Meget tyder på, at mulighederne for at snuppe en godbid snart kan vise sig. Adskillige af Maersk Sealands største konkurrenter har nemlig tabt kæmpebeløb på at sejle containere rundt på havene i 2001, og lavkonjunkturen i USA fik et yderligere skub, da terroristerne angreb USA. Blandt de hårdt ramte konkurrenter er Singapore-rederiet Neptune Orient Lines, der i øvrigt har den tidligere A.P. Møller-skibsreder Flemming Jacobs som topchef. Rederiet tabte en halv milliard kroner på sejladsen i 2001. Andre konkurrenter som Evergreen, P&O Nedlloyd og Hapag Lloyd har ligeledes svært ved at tjene penge på at sejle med containere. P&O Nedlloyd halverede resultatet sidste år, og nedturen er fortsat ind i 2002. Står på spring til køb Derfor er der ingen tvivl om, at A.P. Møller og specielt selskabets containerrederi Maersk Sealand står på spring til at købe konkurrenter op, hvis ellers de rigtige sættes til salg. Ifølge shippinganalytikere er det delvist statsejede israelske ZIM Lines et af de meste oplagte rederier, hvis Maersk Sealand går på opkøbsjagt. At købe sig større Det er ikke mere end en lille håndfuld år siden, at A.P. Møller kategorisk afviste at overtage konkurrenter for at vokse sig større. Dengang var mantraet på Esplanaden organisk vækst. Siden har A.P. Møller imidlertid overtaget et af verdens største containerrederier, amerikanske Sea-Land og også sydafrikanske Safmarine. Købene har gjort Maersk Sealand til verdens suverænt største containerrederi, men appetitten på mere er der tilsyneladende ikke noget galt med. Rekordoverskud A.P. Møller præsenterede et rekordstort overskud, da selskabet i sidste uge fremlagde sit regnskab for 2001. Efter skat blev resultatet 5,8 mia. kr. - det hidtil højeste for den danske kæmpe. Samtidig fortsatte den officielle omsætning med at vokse, så den nu er tæt på 90 mia. kr. I virkeligheden er såvel omsætning som overskud langt højere, fordi A.P. Møller ejer en lang række selskaber rundt om i verden, som ikke indgår i det regnskab, som selskabet afleverer til Københavns Fondsbørs. Analytikere vurderer således, at den reelle omsætning efter alt at dømme er tæt på 200 mia. kr. Den enorme økonomiske styrke giver A.P. Møller et solidt forspring i forhold til de fleste af konkurrenterne. »Det er klart, at det er en fordel, at vi har præsteret et godt regnskab nu og har en vis styrke. Men selvom der nu kan byde sig muligheder, så ville vi foretrække et bedre marked«, siger Jess Søderberg.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Tumult ved 1.maj-tale i Fælledparken
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























