Dramaet om Arrivas sejr i udbudsrunden om togkørsel på 308 kilometer skinner i Midt- og Vestjylland er langt fra slut. Efter to måneders juridiske overvejelser har Statsansattes Kartel besluttet at klage til Klagenævnet for Udbud over, at Arriva fik ordren, selvom DSB havde givet et markant billigere bud. De statsansattes advokat har udarbejdet en 17 sider lang juridisk vurdering af trafikminister Flemming Hansens (K) afvisning af DSB's tilbud på togkørsel i det midt- og vestjyske frem til 2010. Juraen giver de statsansatte troen på, at de kan få underkendt afvisningen af DSB. »DSB har fået kasseret et bud, som havde fået det blå stempel fra en uafhængig revision. Bestyrelsen havde oven i købet skrevet under på, at de stod ved tilbuddet endnu en gang. Sagen er af principel karakter, så det er afgørende at få en vurdering af forløbet fra Klagenævnet for Udbud«, siger formand Peter Waldorff fra Statsansattes Kartel. »Vi mener, at der er sket en forskelsbehandling på DSB og de andre tilbudsgivere. Og dermed er der sket brud på ligebehandlingsregler, som kræver, at tilbudsgivere skal stilles lige«, fortsætter Peter Waldorff. Medarbejderne i DSB var stærkt fortørnede over, at den borgerlige regering valgte at kassere DSB's tilbud som urealistisk lavt. DSB har hidtil fået 230 millioner kroner årligt for at køre tog på de seks strækninger i Jylland, men tilbød fra 2003 at køre for helt ned til 80 millioner kroner. Trafikministeren mente, at det var mere end 50 procent sandsynligt, at DSB vil få underskud på det tilbud. Statsbanerne regnede blandt andet med en stigning i passagertallet på 45 procent frem til 2010 og dermed stigende billetindtægter plus en beskeden lønudvikling som forudsætning for deres tilbud. Derfor gik ordren til britiske Arriva, som skal have 157 millioner kroner om året for at betjene de jyske baner. Håndværkerne er fortørnede Håndværkerne på DSB's værksteder var imidlertid fortørnede over afvisningen, som de mente var en hån mod DSB's ansatte. De har været gennem omfattende rationaliseringer og har måttet sige farvel til omkring 1.000 kollegaer i et forsøg på at forberede sig til konkurrencen på de danske jernbaneskinner. Håndværkerne havde imidlertid ikke selv adgang til at indbringe sagen for Klagenævnet for Udbud, så de gik videre til Statsansattes Kartel. »Hensynet til fremtidige udbud af statens opgaver spiller en afgørerende rolle for os. Det kan blive meget vanskeligt at få statens medarbejdere med på effektiviseringer for at forbedre konkurrenceevnen, hvis man bagefter opdager, at det ikke nytter«, siger Peter Waldorff. Klagen over Arriva har ikke opsættende virkning, så det britiske selskab kan blot fortsætte deres forberedelser til at overtage de jyske baner.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























