Bush går imod sin egen filosofi

Lyt til artiklen

Principper er til for at brydes. I hvert fald hvis man hedder George W. Bush og er præsident for De Forenede Stater. Bush er en ivrig fortaler for frihandel og modstander af skatter. Han er imod alt, der lægger hindringer i vejen for det frie erhvervsliv - undtagen hvis det kan hjælpe ham med at blive genvalgt ved præsidentvalget i 2004. Derfor kommer Bush USA's hensygnende stålindustri til undsætning og vil indføre en ekstratold på op til 30 procent i tre år på importerede stålprodukter for at beskytte landets kriseramte stålværker og underleverandører. Det har fået omverdenen til at råbe op om protektionisme og handelskrig. En lang række lande truer med at klage til Verdenshandelsorganisationen WTO, hvis fornemste formål er at nedbryde toldbarrierer og gøre international handel mere retfærdig. Virksomheder og forbrugere over hele verden skal have samme vilkår og handelsregler. Højt spil Det har Bush valgt at se stort på. Også selv om Washington har brug for omverdenens opbakning til sin krig imod terroren. Bush har øjnene skarpt rettet mod det indenrigspolitiske kort, midtvejsvalget til efteråret og præsidentvalgkampen om to år. I 2000 vandt den republikanske Bush knebent den traditionelt demokratiske stat West Virginia ved at love at hjælpe statens stålarbejdere. I stater som Pennsylvania og Ohio spiller stålindustrien også fortsat en stor rolle, og ved midtvejsvalget til november vil både stålarbejderne med deres stemmesedler og deres chefer med tegnebogen se velvilligt på Bushs told. Dyrt for amerikanske forbrugere Stålindustrien havde håbet på en ekstratold på helt op til 40 procent. De anklager deres udenlandske konkurrenter for at få subsidier under bordet og dumpe stålpriserne på det internationale marked. Økonomiske kritikere af Bushs initiativ siger, at det er de amerikanske forbrugere, som vil blive hårdest ramt. De vil komme til at betale mere for alt lige fra biler og landbrugsmaskiner til køleskabe. De store stålværker dør under alle omstændigheder, siger kritikerne. Siden slutningen af 1970'erne har stålindustrien mistet 75 procent af sine arbejdspladser. Højrekritik Med sit initiativ har Bush provokeret den højrefløj, som er hans politiske bagland. USA har ifølge de konservative mistet sin troværdighed i kommende forhandlinger om samhandel. Det Demokratiske Parti, som traditionelt mener, at forbundsstaten skal have en større rolle også i økonomiske anliggender, angriber Bush for at have gjort for lidt. Den demokratiske kandidat i West Virginia til Kongressen ved midtvejsvalget til efteråret, Ed O' Brien, som er fagforeningsleder for stålarbejdere, sagde onsdag til New York Times: »Præsidentens plan sender et signal til resten af verden om, at USA er bange for at stille sig på bagbenene og forsvare sine industrier. Vi kan knægtes til at lade os underkue«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her