Carlsberg risikerer millionbøde fra EU

Lyt til artiklen

Carlsberg risikerer en millionbøde fra EU for aftalt spil med det hollandske bryggeri Heineken. Ifølge EU-kommissionen aftalte de to store byggerier at begrænse sig på hinandens hjemmemarkeder i årene 1993-1996. Aftalerne om at begrænse konkurrencen skulle være truffet gennem en række samtaler mellem daværende administrerende direktør i Carlsberg, Flemming Lindeløv, og Heinekens administrerende direktør. Både Carlsberg og Heineken afviser beskyldningerne. Erkender enkelte drøftelser Det danske bryggeri erkender, at der var tale om enkelte drøftelser »på konkurrencemæssigt sensitive områder«, men møderne mellem de to direktører var ifølge Carlsberg 'høflighedskontakter' uden praktisk betydning. »EU-kommissionen blænder sagen op, og vi er uenig i kommissionens fortolkning af de interne notater fra disse drøftelser. De havde ikke nogen betydning for den måde, som selskabet agerede på«, siger direktør i Carlsberg Breweries, Nils S. Andersen, til Ritzau. Ifølge Nils S. Andersen blev der blandt andet talt om, hvorvidt Carlsberg skulle brygge på licens i Holland og omvendt. En mulighed, der blev bedømt som 'uinteressant'. For dyrt Den konklusion skyldtes dog ikke et ønske om at begrænse konkurrencen, siger Nils S. Andersen. »Vi er ikke stærke i Holland, og Heineken er ikke stærke i Danmark. Det er udgangspunktet for sagen. Men det danske marked er svært at komme ind på. Flere bryggerier har forsøgt, men har ikke haft held med det. I Holland vil en større Carlberg volumen kræve uforholdsmæssige investeringer i markedsføring, så hvad vi har gjort i Holland er alene baseret på kommercielle interesser«, siger Nils S. Andersen. Kommission på kontrolbesøg EU-kommissionen bygger sine anklager på et kontrolbesøg hos Carlsberg den 4. og 5. maj 2000, hvor blandt andet en række interne notater fra møderne mellem de to bryggeridirektører blev beslaglagt. Carlsberg har siden kontrolbesøget selv undersøgt sagen og interviewet flere ledende medarbejdere og Flemming Lindeløv, som ifølge direktør i Carlsberg A/S, Jørn P. Jensen, også afviser alle beskyldninger. »Vores interne undersøgelse underbygger ikke EU-kommissionens konklusioner, og Flemming Lindeløv er lige så forbløffet som os over sagen«, siger Jørn P. Jensen. Utilfreds bestyrelse Bestyrelsesformand i Carlsberg, Poul Chr. Matthiessen, beklager at situationen overhovedet kan opstå. »Bestyrelsen er utilfreds med, at der overhovedet er ageret på en måde, som kan drage forholdet til konkurrencelovgivningen i tvivl«, siger han. Der er siden 1996 sket så store udskiftninger i Carlsberg, at der ikke er medlemmer af direktion og ledelse tilbage, som har været involveret i forhandlingerne med Heineken i 1993-1996. Lang proces Det danske bryggeri har to måneder til at svare EU-kommissionen, og herefter er der mulighed for mundtlig høring, før EU-kommissionen træffer sin beslutning om eventuel overtrædelse og bøde. Herefter kan Carlsberg Anke til EF-domstolen. Carlsbergs aktier faldt efter offentliggørelsen af EU-kommissionens anklager. A-aktien faldt fem kroner til 310 sidst på fredag eftermiddag, mens B-aktien faldt med 11 kroner til 342.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her