Mandag møder repræsentanter for små 650.000 ansatte i amter og kommuner og deres arbejdsgivere for første gang nogensinde op hos forligsmand Mette Christensen for at forklare, hvorfor forhandlingerne om en ny overenskomst for de næste tre år brød sammen 5. februar. Forhandlingerne strandede, fordi parterne ikke kunne blive enige om, hvor mange penge der skal øremærkes til lokale lønforhandlinger, såkaldt Ny Løn. Arbejdsgiverne krævede 2,2 pct. af den samlede lønsum lagt ud, mens lønmodtagerne ikke ville strække sig længere end til 1,5 pct. De 0,7 pct., der skiller vandene, udgør cirka 1 milliard ud af en samlet lønsum på 147 milliarder og har dermed minimal betydning for den generelle lønstigning, som de ansatte kan se frem til. Alle lønstigninger falder inden for en samlet ramme, som parterne havde aftalt sig frem til inden sammenbruddet. Den landede på 7,55 pct. - nøjagtig det samme som forliget for de statsansatte, der er underskrevet og i disse dage er til urafstemning blandt medarbejderne. Rammen sikrer alle en lønstigning på mindst 5,55 pct. Derudover er der andre løn- og pensionsforbedringer på cirka 1 pct., 0,8 pct. er sat af til to ekstra feriedage, og så har parterne aftalt et ekstra tillæg for at fungere som tillidsmand. Risiko for strejke Striden om ny løn kunne løses ved en udvidelse af rammen, men den mulighed eksisterer reelt ikke. Regeringens aftaler med amter og kommuner begrænser råderummet for den samlede lønstigning. Bliver forhandlingsparterne - Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening og Københavns og Frederiksberg Kommuner på den ene side og lønmodtagernes forhandlingsfællesskab KTO på den anden - ikke endeligt enige inden 1. april, går alle ansatte på KTO-området i strejke.