Utilfredsheden med regeringens forslag om at lade arbejdsgiverne sende folk på deltid breder sig nu fra fagforeningstoppen og ud på virksomhederne. I yderste konsekvens kan det betyde, at medarbejderne nedlægger arbejdet. »Hvis forslaget vedtages, kan jeg se, at det bliver et problem for os at overholde vores fredspligt. Folk bliver stiktossede«, siger tillidsmand Jan Duelund fra kølevirksomheden Vestfrost i Esbjerg. Han er en af 125 tillidsvalgte medarbejdere fra hårde hvidevarer-branchen, der er gået sammen for at udtrykke deres utilfredshed med forslaget. Regeringen ønsker, at arbejdsgivere og ansatte frit kan aftale deltidsansættelse. Det vil forbedre den enkeltes frihed, mener regeringen. Knap fire procent af medlemmerne på LO-DA-området har ikke i deres overenskomster mulighed for at gå på deltid. Frit spil I dag kan arbejdsgiverne ikke sætte den ansatte på deltid, hvis overenskomsten forbyder det. Ifølge forslaget får arbejdsgiveren fremover lov til at sætte en medarbejder ned i tid, uden om fagforeningen og hvis medarbejderen er enig i det. Hvis den ansatte ikke er det, og vedkommende derfor fyres, har medarbejderen ret til en godtgørelse. I dag har den enkelte ikke ret til at gå på deltid i nogle overenskomster. Forslaget åbner for, at den ansatte kan forhandle deltid med arbejdsgiveren, selvom fagforeningen ikke ønsker det. Men den enkelte har ikke krav på at gå på deltid. »Mine kolleger er sure. Mange af dem har stemt på regeringspartierne eller deres støttepartier. De fik jo ikke under valgkampen det indtryk, at regeringen ville det her. De har fedtet det ind i begreber som frihed, så man fik en fornemmelse af, at de ville videreføre socialdemokratisk politik, plus lidt mere. Men det her handler jo om liberalisme, der bliver værre og værre«, siger Claus Jensen, som er fællestillidsmand på Lindø Skibsværft i Odense. Blankocheck Størstedelen af arbejdsgiverne har allerede i dag mulighed for at sætte medarbejderne ned i tid, men først efter at have taget fagforeningen med på råd. Og det går oftest ret gnidningsfrit, mener tillidsmændene. »Det oplever vi ikke som noget problem. Men at give arbejdsgiverne en blankocheck, som de kan forvalte, ligesom de har lyst til, det synes vi er uhørt. Det kan ikke undgå at skabe uenighed«, siger fællestillidsmand på Danfoss i Nordborg Svend Åge Hansen. Kan ikke genkende billedet I arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri kan funktionschef Henrik Fallesen ikke genkende billedet af, at ledelsens ønsker om at sende folk på færre timer handles af i god ro og orden. »Vi kan ikke bekræfte, at der ikke er problemer. I konkrete tilfælde har man mulighed for at sætte medarbejdere ned i tid - f.eks. ved ordresvigt eller andre objektive driftsmæssige grunde. Men når det drejer sig om fuldtidsansatte på timeløn, kan man ikke gøre det. Der er en generel barriere i overenskomsten, der forhindrer fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden«, siger han. Unødvendig indblanden Tillidsfolkene synes, forslaget er en unødvendig indgriben i forhold, som arbejdstagerne og arbejdsgiverne ellers forhandler om. Tillidsrepræsentanter skal fraråde strejker. Men Claus Jensen fra Lindø siger: »Hvis de piller ved det, så kan det give uro mange steder i landet. Og jeg kan forestille mig mange sanktioner«. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) har ikke ønsket at kommentere tillidsmændenes utilfredshed.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
»Nej, hvor var det godt«: På Amager får du komfortmad på højt niveau
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























