ATP dropper Jyske Bank

Lyt til artiklen

Jyske Banks aktier bliver aldrig mere værd end nu. Det vurderer pensionsselskabet ATP, der torsdag kort efter Fondsbørsens lukketid meddelte, at man havde solgt alle sine aktier, hvilket svarer til lidt under ti procent af Jyske Bank. »Vi tror ikke på, at Jyske Banks aktier kommer til at ligge højere end nu. Da Midtbank kom på svenske hænder, steg de mellemstore banker kraftigt på forventningen om, at de også var opkøbsemner. Men nu har Jyske Bank meldt klart ud så mange gange, at de aldrig lader sig overtage, at vi nu tror på dem. Derfor sælger vi aktierne nu, så længe de fortsat har en god pris«, siger ATP's fondsdirektør, Bjarne Graven Larsen. Kender ikke indtægt Han kender hverken køberne eller indtægten fra salget, men tilføjer: »Vi har længe forsøgt at skille os af med vores Jyske Bank-aktier. Nu er det så lykkedes vores børsmægler at komme af med den sidste store klump«. Da Svenske Handelsbanken sidste år i dagene op til påske købte Midtbank, var bankanalytikere rørende enige om, at svenskernes togt over Øresund kun var det første skridt i planerne om at drive ambitiøse bankforretninger i Danmark. Siden oplevede rækken af regionale banker i Danmark et aktieløft på forventningen om, at de stod som de næste på indkøbslisten. Gunstige spekulationer Spekulationerne har også været gunstige for Jyske Banks aktiekurs, men dog mere moderat end for flere af konkurrenterne. Det skyldes især, at banken - der som altid har plejet sit image som banksektorens frække dreng - har afslået enhver tanke om at blande blod og budgetter med andre i branchen. Trækker på skuldrene Jyske Banks topchef Anders Dam har officielt ikke meget andet end skuldertræk til overs for ATP's beslutning. »Det har jeg ikke så meget at sige til. Det er jo et frit marked, og aktionærerne må gøre det, de finder bedst. Nu har vi sagt i snart 30 år, at vi ikke er til salg. Og det bliver vi ved med«, siger Anders Dam. Ingen enkeltaktionær i Jyske Bank kan således eje mere end ti procent af aktierne, og banken har desuden en stemmeretsbegrænsning som værn mod eventuelle overtagelsesforsøg. 'Interessant beslutning' I Dansk Aktionærforening finder man ATP's beslutning »interessant«. »Det kan vi kun lytte til, for ATP er jo en betydelig spiller i aktiemarkedet. Om det skal fortolkes som en slags straffeaktion over for en virksomhed, der holder fast i sin selvstændighed - hvilket jo måske kan være i strid med shareholder value - eller om ATP bare ønsker at sælge«, rejser Ejvind Sandal, formand for Dansk Aktionærforening som et spørgsmål. Kurs med pil nedad Da Jyske Bank for få uger siden aflagde regnskab, fik aktiekursen et hak nedad. Investeringen på godt en milliard kroner i en ny profil har dog været med til i det forgangne år at sikre banken nye kunder og aktionærer. Jyske Banks aktie lukkede i går 50 øre lavere i kurs 166.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her