Efterhånden kan man lægge nye fliser og klinker i badeværelset uden at fjerne de gamle først. Visse regler skal dog følges, og fliserne skal renses grundigt, før det virker. Vi er de lykkelige ejere af et gammelt hus, og i det har vi et 20 år gammelt badeværelse, som er velfungerende, men beklædt med Hasle-klinker på vægge og gulv. De ser mildest talt ikke kønne ud mere, da de er fyldt med kalk, og rummet er meget mørkt. Vi kunne derfor godt tænke os at give badeværelset en ny 'frakke' på.
Tanken var at sætte nye fliser på hele gulvet og vægge i brusehjørnet, og i resten af rummet spartle eller vandskure væggene. Mine spørgsmål er derfor: Kan man bare sætte fliser oven på de gamle? Hvor meget kalk skal af først? Og hvad bruger man til vandskuringen? Hvad maler man med ovenpå? Har det betydning, at der er gulvvarme?
Hanne Willumsen Frilands Allé 20, ValbySvar: Jeg forstår så godt, at I er blevet trætte af al det brune, som var så saliggørende helt op i 1980'erne, og der er håb forude. Det kan nemlig godt lade sig gøre at belægge gulvet med andre klinker og vægfladerne i brudenichen med fliser, forudsat at disse er lagt på beton og opsat på murede vægge, idet bestemmelserne i Bygningsreglementet for Småhuse gælder, hvad angår vådrum.
Dog skal både gulv og vægflader afrenses for kalk og sæberester, idet disse modvirker en god og nødvendig vedhæftning af de nye materialer.
Endvidere kan de vægflader, der ikke skal beklædes med fliser, med samme grundbehandling være underlag for spartelmasse, som så efterfølgende kan påklæbes glasfilt eller males. Først sikres det, at alle gulvklinker og vægfliser sidder fast, for eksempel ved at banke på dem, og tjek da samtidig, at der ikke lyder en hul lyd. Gulv og vægflader skal derpå affedtes grundigt med et alkalisk vaskemiddel, for eksempel Fluren 37, som forhandles af Flügger. Det er afgørende for den efterfølgende afkalkning, at overfladerne ikke er mættet med fedtstoffer fra sæber, da fedtrester skyer afkalkningsmidlerne.
Til afkalkning kan anvendes en del 30 pct. saltsyre fortyndet med 5 til 10 dele vand. Inden den skrappe opløsning kommes på, skal fladerne vandes meget grundigt for at sikre, at fugerne ikke tager skade. Når syreopløsningen har virket, hvilket ses, når opbrusningen aftager, skal der skylles meget grundigt med rigelige mængder rindende vand og til slut med en opløsning af en del 32 pct. eddikesyre fortyndet med ca. fem dele vand for at være sikker på, at evt. syrerester neutraliseres. Husk beskyttelseshandsker og -briller.
Inden der lægges gulvklinker, skal gulvafløbets rist og ramme hugges fri, således at det kan genmonteres i den nye højde. Bliver rist og ramme ødelagt under dette arbejde, må der købes en ny. Herunder er det afgørende for den videre funktion, at rammen ikke ligger højere end gulvbelægningen og endvidere, at der tætnes effektivt i det forhøjede afløb, så der ikke er risiko for, at vand finder nye veje. Tætningen her kan foretages med de til vådrumsbehandling anviste midler.
Gulvklinker og vægfliser påklæbes i flise- og klinkeklæbemørtel, fugning foretages med fugemørtel. Klæbemørtlen påføres med en tandspartel, hvor tænderne er tilpasset klinke- og flisetypen. Mira byggeprodukter A/S, tlf. 46 19 19 46, kan anvise forhandlere af de nævnte produkter og tilsende monteringsanvisninger.
I brusenichens indvendige hjørner skal fugerne, afhængigt af vægtypen, fuges med elastisk fugemasse, for eksempel polyurethan beregnet til vådrum, og i samme farve som valgt til mørtelfugerne. Brug endelig ikke silikone. De vægflader, der skal males, kan med fordel spartles med sandspartelmasse frem for egentlig mørtel, idet det klæber bedre og er væsentligt lettere at arbejde med.
Spartelmassen, som købes oprørt i spand hos en farvehandler, påføres med meget bred spartel i diagonale bevægelser og i så jævnt et lag som muligt. Når første lag er helt tørt, slibes det med en rystepudser, afstøves, og processen gentages, indtil fladerne er helt plane og fine. Påfører forankringsgrunder, som skal henstå i ca. 12 timer, hvorefter der kan males med vådrumsmaling eller påklæbes væv til maling med samme malingstype.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
-
Så meget utilfredshed og en guitarsolo mast ind på et minut og 40 sekunder. Det er verdens ottende vidunder
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























