Tænketanken om Integrationsindsatsen i Danmark kan godt tænke sig om en ekstra gang, når det gælder mindstelønnen for indvandrere, hvis det står til fagbevægelsen. Formand Erik Bonnerup præsenterede søndag nogle ideer fra tænketankens arbejde - blandt andet, at udlændinge skal indkassere mindre end den nuværende mindsteløn, når de starter i en virksomhed. Det forslag skyder fagbevægelsen ned. CO-industris formand Max Bæhring, der organiserer 12 fagforbund med knap 325.000 medlemmer, kalder ideen om at sænke mindstelønnen »noget uanstændigt pladder«. »Tænketanken må bestå af folk, der sidder i en studiekreds og ikke aner, hvad der sker på arbejdspladserne. Hvis indvandrere kommer til at ligne løndumpere, så bliver det jo aldrig en positiv integration. Desuden fordrejer det overenskomsterne og banker os tilbage til stenalderen, hvis vi pludselig sænker mindstelønnen i Danmark«, siger Max Bæhring. Næstformand Tine Brøndum fra lønmodtagerorganisationen LO er enig. »Vi har diskuteret det før, og man integrerer ikke på en god måde, når man gør en hel befolkningsgruppe fattigere«, siger hun. Indenrigsminister Karen Jespersen skabte i november 2000 den særlige tænketank for integration. Tænketanken skal kortlægge samfundets opgaver med hensyn til integration og pege på mulige løsningerne. På torsdag offentliggør tænketanken en ny rapport om integration. Formand Erik Bonnerup afslørede i går i Jyllands-Posten nogle af tænketankens forslag til, hvordan Danmark får flere folk med indvandrerbaggrund i arbejde. Afgørende barriere »Den meget høje mindsteløn er en af de afgørende barrierer for, om folk kommer ud på arbejdsmarkedet. Og jeg er uenig med fagbevægelsen i, at man kommer i en situation med andenrangs arbejdskraft. I dag har vi tredjerangs folk - nemlig dem, der aldrig kommer ud på arbejdsmarkedet«, siger han. Tænketankens arbejde bygger blandt andet på samtaler med virksomheder og breve, som virksomheder og mennesker med indvandrerbaggrund har sendt til tænketanken. »Jeg frygter ikke, at virksomhederne misbruger ordningen til at få billig arbejdskraft, for de faglige repræsentanter holder øje med, om indvandrerne får den løn, de har krav på. Og det skal de have, så snart de er lige så kvalificerede som deres danske kolleger«, siger Erik Bonnerup. Industrien er positiv Arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri synes om tænketankens idé, men understreger, at diskussionen om mindsteløn ikke specielt handler om udlændinge. »Vi arbejder generelt for at tilpasse lønnen til folks kvalifikationer. Lønnen skal modsvare, hvad man yder, for tilskud kan også give murren i krogene på en arbejdsplads. Visse grupper får allerede en lavere løn uden problemer - for eksempel elever og folk i oplæring«, siger underdirektør Richard B. Larsen, Dansk Industri. Men de faglige organisationer siger altså nej. Og da fagbevægelsen sammen med arbejdsgivernes organisationer skal nå til enighed om lønningerne, smuldrer ideen formentlig på tegnebrættet. Fagbevægelsen foretrækker i stedet, at man som i dag giver virksomhederne et tilskud for at ansætte mindre kvalificerede medarbejdere frem for at sænke mindstelønnen. »Hvis arbejdsgiverne ikke vil ansætte folk til en anstændig løn, så må man bruge tilskud i en kortere periode. I forvejen er der næsten ingen, der arbejder for mindstelønnens cirka 85 kr. Der er spillerum mellem mindstelønnen og den løn, folk reelt får«, siger Max Bæhring fra CO-industri, som er Dansk Industris modpart. Politisk er Socialdemokratiet også imod ideen om lavere mindsteløn. Arbejdsgivernes traditionelle støtter i Det Konservative Folkeparti bakker op om tanken. Begge partier mener dog, at politikerne ikke skal blande sig i mindstelønnen. »I det nye udlændingeudspil lagde vi grunden for, at arbejdsmarkedets parter kan arbejde videre med lavere mindsteløn, fordi vi begrænser de sociale ydelser. Det kan betale sig at arbejde for lavere mindsteløn, når man får kontanthjælp«, siger de konservatives arbejdsmarkedspolitiske ordfører Lars Barfoed.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
-
Der ulmer en bekymring i Radikale Venstres bagland: »Så risikerer vi, at regeringen kollapser«
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
Joachim B. Olsens dumme kommentar fik Politiken-læser til at bruge cykelhjelm efter 46 år
-
Analytiker: »Forholdet mellem USA og Danmark er forværret, og aftalen vil ikke nødvendigvis genoprette det«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø