Sophus Berendsen giver ISS en kurv - indtil videre

Lyt til artiklen

Invitationen til fusionsforhandlinger fra ISS indgår nu i Sophus Berendsens overvejelser. Det oplyser ledelsen i virksomheden med speciale i tekstilservice. Sophus Berendsen afviser dermed ikke, at en fusion kan komme på et eller andet tidspunkt - men understreger dog, at 'på nuværende tidspunkt foreligger dog intet konkret at tage stilling til'. Koncentration om kerneydelser Virksomheden kalder sig selv for en aktiv deltager i den konsolidering, der finder sted inden for tekstilservicebranchen i Europa. Og med frasalget af problembarnet PMC-divisionen, helliger Sophus Berendsen sig nu 100 procent udviklingen på kerneområdet. ISS er brandvarm ISS er brændt varm på Sophus Berendsen, efter at ledelserne i de to koncerner weekenden over har diskuteret muligheden for en sammenlægning af de to virksomheder. ISS ejer 9,59 pct. af aktierne i Sophus Berendsen, og derfor mener man, at tiden nu er inde til en fusion. 'Logisk' »En fusion mellem de to selskaber rummer en klar, forretningsmæssig logik med store internationale perspektiver«, siger koncernchef Eric Rylberg, ISS A/S. Den eventuelle kommende fusion fik straks mandag morgen Københavns Fondsbørs til at sætte de to selskabers aktier på observationslisten. Blot talen om fusion fik servicegiganten Sophus Berendsens aktier til at stige med knap 15 pct. til kurs 185, mens ISS-aktien faldt med to kr. til kurs 440 kort efter kl. 9. 'Fusion er en vækstgenerator' ISS er nærmest legendarisk for sine virksomhedsopkøb i ind- og udland, og at man nu ønsker at 'slå pjalterne sammen' med Sophus Berendsen, skyldes blandt andet, at de to virksomheder i dag arbejder sammen på flere områder. Og ved en fusion mener ISS, at man vil kunne skabe en endnu stærkere koncern med et totalt servicekoncept. »ISS vil under alle omstændigheder fortsat udbygge Facility Services-konceptet internationalt. Berendsen har inden for sit forretningsområde en betydende, europæisk position, og kombinationen ISS og Berendsen tror jeg vil være en stærk vækstgenerator. En fusion vil oven købet indebære et stærkt dansk udgangspunkt i denne sammenhæng«, siger Eric Rylberg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her