Endnu en gigant konkurs i USA

Lyt til artiklen

Det amerikanske telekommunikationsgigant Global Crossing, der siden sin grundlæggelse i 1997 har brugt omkring 15 mia. dollar på at opbygge et verdensomspændende netværk af højhastigheds internet- og telefonlinier, standsede mandag sine betalinger på grund af mangel på kunder. Det er det største sammenbrud inden for high tech-industrien, og det fjerdestørste i USA nogensinde. De to største var Enron og Texaco. Betalingsstandsningen skete, selv om Global Crossing har værdier for 22,4 mia. dollar og en gæld på 'kun' 12,4 mia. dollar. Men Global Crossing har ikke tjent penge på sit bredbåndsnet siden starten, da grundlæggeren Gary Winnick fik investorer til at investere 20 mia. dollar til skabelsen af det første, private og globale fiberoptiske netværk. I løbet af et par år blomstrede Global Crossing, og i 1999 kostede hver aktie 60 dollar, hvilket gav virksomheden en på papiret værdi af 47 mia. dollar. Den grundlæggende ide bag netværket var, at mængden i datatrafikken ville stige voldsomt mellem kontinenterne, og Global Crossing har opbygget omkring 100.000 miles linier mellem fire kontinenter med 27 lande. På et tidspunkt syntes Winnick at være en af den nye industris giganter, og i april 1999 havde det økonomiske magasin Forbes ham på forsiden med overskriften: Han bliver rig med lysets hastighed. Det er overvejende sandsynligt, at Winnick, der gik på børsen i 1998, mister Global Crossing efter betalingsstandsningen, men som plaster på såret har han solgt egne aktier for mere end 600 mio. dollar. Der er dog i Global Crossings tilfælde ikke svindellignende forhold bag betalingsstandsningen, selv om aktionærerne risikerer deres sparepenge, mens Winnick næppe bliver noget socialt tilfælde. Hjemsted Bermuda Af skattemæssige grunde har Global Crossing hjemsted på Bermuda, men selskabet administreres fra luksuriøse kontorer i Beverly Hills i Los Angeles. Selskabet voksede sig hurtigt stort gennem opkøb af mindre virksomheder på området og gennem at lægge sin egne kabler under oceanerne. Betalingsstandsningen og de menige investorers tab sætter ifølge dagbladet Wall Street Journal et spørgsmålstegn ved den amerikanske børs' rolle i skabelsen af de nye telekommunikationsfirmaer. Siden 1998 har Global Crossing og dets rivaler rejst mere end en billion dollar på børsen ifølge børsmæglerselskabet Morgan Stanley. Denne sum inkluderer ikke de banklån, som industrien har været i stand til at sikre sig. Sammen med betalingsstandsningen har Global Crossing fremlagt en redningsplan. To asiatiske firmaer, Hutchinson Whampoa i Hongkong og Singapore Technologies Telemedia i Singapore, har tilbudt at overtage en aktiemajoritet i Global Crossing for 750 mio. dollar. Tilbuddet skal accepteres af kreditorerne, og Global Crossing håber, at der kommer nye og højere tilbud. En udenlandsk overtagelse skal også godkendes af nogle af kunderne, og i dette tilfælde spiller det en stor rolle, at den amerikanske flåde er en storkunde. Firmaet i Singapore ejes delvist af regeringen, og det rejser naturligvis en række problemer. Global Crossing havde gode politiske forbindelser, der var med til at udvirke tilladelsen til at nedlægge linierne mellem de forskellige kontinenter. Formanden for det demokratiske parti Terry McAuliffe solgte sine aktier for mere end et år siden med en mere end pæn fortjeneste. Den tidligere præsident George Bush konverterede et honorar på 80.000 dollar for at tale til selskabets kunder i Tokyo for et par år siden til aktier. Det vides ikke, om han stadig har dem. Global Crossing ydede pæne valgbidrag til det republikanske parti, specielt i 2000.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her