At identificere afkommet af frø og stiklinger, der er 'lånt' i fremmede haver, kræver eksperthjælp. Læserne må til gengæld hjælpe hinanden med at opklare mysteriet om rosmarinen og lavendlen. Vedrørende Lavendelmysteriet (LørdagsLiv 12. januar): I mange år har jeg levet med lavendler i haven. De er blevet beskåret, klippet, formeret ved stiklinger og har, efter at vi flyttede fra Nordjylland til Frederiksberg, frøformeret sig i stor mængde.
I april klipper jeg dem ned til 10-15 cm højde. Herved bevares de nederste, korte blade fra sidste år. De er grønne og vedbliver at have denne farve hele sommeren, og de nye blade hernede er også grønne, korte og små - og kan godt ligne rosmarin med lidt god vilje. De sætter ikke ret mange blomster.
Oven for klipningen starter de nye blade også som grønne, korte og små, men skifter hurtigt til den grålige farve, bliver lange og lysegrå især op ad de nye blomsterstilke.
Kunne det være forklaringen på mysteriet?
Jeg har flere slags lavendel, og fænomenet er udpræget på Lavandula 'Hidcote' (tror jeg nok), som har mørkeblå blomster og meget lysegrå blade. Den blomstrer lidt senere end Lavandula officinalis.
Og så noget helt andet: To gange (mindst) har jeg stjålet stiklinger og frø i andres haver. Derfor har jeg nu i haven to slags planter, som jeg ikke kan finde navn og slægt på trods flere års søgen i havebøger m.m. Tager du dig af sådanne sager?
Den ene er etårig, sår sig selv i store mængder, dukker ret sent op og blomstrer, lige til frosten tager den. Den starter langsomt, men bliver i september-oktober kæmpestor og bred, op til 125 cm i halvskygge. Den lyser godt op på de grå sensommer- og efterårsdage, hvor haven godt kan se lidt afpillet ud.
Alle blade bliver meget store og har små bitte sorte prikker, stænglen er sort-grøn, blomsterne er himmelblå, 4-5 cm store og klokkeformede, sidder enkeltvis i lange rækker på egen lille stilk. De sorte frø sidder inde i en kapsel, som ligner dén fra ananaskirsebær (jødekirsebær).
Den anden er en staude, som breder sig rigeligt. Den bliver op til to meter, har store blade (som solbær eller ribs) og små lyserøde, rosenlignende blomster. På et billede, jeg så engang, stod der 'brombærrose'. Kan du hjælpe mig med en korrekt identifikation?
Og hvis du engang vil se en meget lille byhave, 1800 meter fra Rådhuspladsen, er du velkommen. Vi kan byde på morbærtræ, pærekvæde, figentræ, beskåret lindetræ, lavendel- og buksbomhække, blåregn, klematis, vedbend, rosablomstrende jordbær, løvefod, hosta, digitalis, bonderoser, hvide og rosa roser, hvide forsommer-anemoner, bergenia, en gammel hvid- rosa hortensia, salviehæk, 'det varme hjørne' med Montbrezier, gule roser, gyldne liljer, kongelys og båd ridderspore - samt lidt andet godt.
Helle Giver, FrederiksbergSvar: Jeg videregiver uden videre dine lavendel-rosmarin-iagttagelser -i håb om, at brevkassens lavendel-mysterium må blive opklaret (det er meget hyggeligere og læsevenligere at gøre det på denne måde end at konsultere en ekspert i højesteret for planter).
Men når det gælder dine konkrete spørgsmål, har jeg naturligvis konsulteret mine kloge kilder, og de har sagt følgende: Den første hedder Nicandra på latin. Kantbæger på dansk. Den bruges især til dekorationer. Den anden hedder Rubus odoratus - på dansk Rosenbrombær. Den ses især i ældre haver, hvor den danner tætte krat og i øvrigt giver et fortrinligt underlæ.
Til sidst skal jeg naturligvis svare på din invitation: Hvis du engang vil se en meget stor landbohave, 6500 meter fra Rønde på Djursland, er du velkommen. Jeg kan byde på 230 birketræer, 120 engelske roser, en uendelighed af muldvarpe, to påfugle og p.t. 12 høns i blandede farver.
Desuden ravne, musvåger, tårnfalke, ugler, en spurveflok, en jernspurv, en rødhals og en uendelighed af andre småfugle. Jeg byder på kaffe med kage, og hvis du ikke gør det samme, så kommer jeg ikke.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























