15.000 milliarder kroner om året. Det er også en slags penge. Faktisk så mange, at EU-kommissionen nu rykker ud med katastrofevognen og en omfattende handlingsplan for at sikre, at de europæiske virksomheder får del i den enorme pengesum, der er den anslåede værdi af det totale verdensmarked for bioteknologiske produkter i 2010. Problemet er nemlig, at EU-landene halter håbløst bagud i forhold til USA, når det gælder udvikling af bioteknologi. De amerikanske virksomheder er langt større end deres europæiske konkurrenter, de tjener flere penge, og de har langt flere produkter i støbeskeen både når det gælder medicinalindustrien, fødevareindustrien eller udvikling af nye stoffer som for eksempel biologisk nedbrydelig plastic til brug i industrien. Og det lever dårligt op til EU-landenes målsætning om, at EU i 2010 skal være det mest konkurrencedygtige, socialt ansvarlige og miljømæssigt bæredygtige område på kloden. Plan skal bringe EU i front Derfor er målet med aktionsplanen, som EU-kommissionen offentliggør onsdag, at bringe EU i front på biotekområdet. Det skal ske ved blandt andet at satse massivt på forskning, støtte til små- og mellemstore virksomheder, ensartede regler i EU og ved at gøre det lettere at få nye bioteknologiske produkter godkendt. »Aktionsplanen er vigtig, fordi vi vil se den næste bølge af beskæftigelse på bioteknologiområdet, og vi skal sikre, at vi ikke skal sakker bagud i forhold til USA og andre regioner i verden«, siger en kilde i EU-kommissionen om udspillet. Biotek helt til tops EU-kommissionen præsenterer aktionsplanen for EU-stats- og regeringschefer, når de i marts holder topmøde i Barcelona. Topmødet er valgt for at sikre maksimal opmærksomhed omkring planen og for at få bioteknologien helt op på EU's dagsorden. »Vi skal have skabt et momentum for at få en samlet politik på området, så EU-landene ikke går i alle mulige forskellige retninger, og så har vi fokuseret alt for meget på gensplejsede fødevarer. Bioteknologien indeholder en masse potentielle fordele indenfor blandt andet sundhedssektoren, fødevareproduktionen, miljømæssige forbedringer, nye renere teknologier og inden for bekæmpelse af forurening«, siger EU-kilden. Års kamp for smidigere regler EU-kommissionen har i flere år forsøgt at skabe opbakning blandt EU-landene til at skabe ensartede og mere smidige regler i EU og i det hele taget i større omfang at støtte den bioteknologiske industri. Men bestræbelserne er stødt på voldsom modstand fra enkelte medlemslande, hvor befolkningens modstand mod bioteknologi og især gensplejsede fødevarer er stor. Men EU-kommissionen håber, at den på topmødet kan overbevise medlemslandene om, at de går glip af enorme markedsandele og arbejdspladser, hvis ikke der handles nu. På den anden side understreger kommissionen, at det er vigtigt at skabe troværdighed omkring bioteknologien, hvis forbrugernes skepsis skal overvindes. Derfor indeholder aktionsplanen også punkter der handler om bedre kontrol, mere offentlighed og krav til mærkning af gensplejsede fødevarer. »Det skal være lettere, hurtigere og mere sikkert at få nye produkter på markedet, men vi skal også gennem bedre mærkning sikre forbrugerne reelle valgmuligheder«, siger en kilde i EU-kommissionen. Forbrugerne er utrygge Aktionsplanen modtages med glæde i den europæiske organisation for biotek-industrien, EuropaBio. Generalsekretær Hugo Schepens har store forventninger til aktionsplanen. »Markedet for bioteknologiske produkter vil blive skabt med eller uden Europas medvirken, og spørgsmålet er, om vi fortsat vil falde bagud eller indhente USA. Selvom 2000 var det hidtil bedste år for den europæiske biotek-industri, faldt vi alligevel tilbage i forhold til USA. Vi løber hurtigere, men dem vi forsøger at indhente løber endnu hurtigere«, siger Hugo Schepens. Bekymret Forbrugerråd Aktionsplanen mødes dog også med bekymring i Forbrugerrådet, der ikke har den store tillid til, at forbrugernes interesser vil blive tilgodeset, når biotek-toget for alvor kommer på skinner. »Spørgsmålet er, hvilke dele af Europa det er en fordel for. Om det ikke er de store virksomheder , hvor jeg mener det også skal være til fordel for befolkningen«, siger Forbrugerrådets formand, Kirsten Nielsen. Hun understreger, at rådet ikke er imod bioteknologi, men at udviklingen skal være til gavn for befolkningen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hvis vi får den regering, der lige nu er på tegnebrættet, får vi nok tre, ikke to, oppositioner
-
Om en måned skal de være ude: Op mod 100 musikere får frataget deres øvelokaler
-
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
-
Trump joker om at overtage Cuba 'når arbejdet i Iran er færdigt'
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























