Et levende hjem

Lyt til artiklen

For kunstneren Carin Faaborg har det altid været væsentligt, at hjemmet fungerer hele døgnet og ikke kun efter job og institutioner. Derfor har hun kombineret bolig og arbejdsplads under samme tag. Et mylder af indtryk fanger øjet i billedkunstneren Carin Faaborgs gamle herskabslejlighed på Østerbro i København. Vindueskarme med glashylder, hvor det ene lille tableau efter det andet folder sig ud, striber af buster rundt omkring med ansigt og skulderparti formet efter klassiske eller moderne principper, en vældig himmelseng og ikke mindst kunstnerens egne drømmeagtige billeder i flere lag med en blanding af aftryk fra gravsten, udviskede fotografier, bladsølv og svungen skråskrift. Lige så visuelt spinder hun en strøm af historier fra rejser i Syrien, USA og Mexico sammen, mens hun serverer en stærk, røget te i køkkenet. Fortællinger fra kirkegården New Calvary i New York, hvor gravstenens grafiske udtryk og dét, som stod skrevet på dem, blev begyndelsen til en serie gravstensbilleder, som hun har arbejdet på i et par år nu. Om andre kirkegårde i Italien, i Istanbul og i Damaskus og om en lille biks i China Town i New York, som har bladsølv, hun ikke har set mage til andre steder. IKKE BUNDET AF TIDEN Det virker noget jordnært at måtte trække hende tilbage fra rejsemålene til selve boligen og dens indretning, og hun smutter da også af sted igen ved enhver given lejlighed. Men faktisk har hun en grundidé bag indretningen af hjemmet, og den hører ikke til i den visuelle afdeling. Den handler om familieliv. I dag bor Carin Faaborg alene i den 190 kvadratmeter store lejelejlighed, som for nogle år siden også husede hendes to nu voksne sønner, men lejligheden er indrettet efter samme idé som dengang: med bolig og arbejde samlet på ét sted. »Jeg har altid arbejdet hjemme og vidst, at det var dét, jeg ville. Jeg ville have et hjem, der var levende, ikke ét jeg tog hul på kl. 17. Da børnene var små, syede jeg tøj til forretningen Elverhøj (som blev drevet som et kunsthåndværkerkollektiv, men nu er nedlagt, red.), og var fri for skismaet med at hente og bringe dem i børnehaven på bestemte tidspunkter«, fortæller Carin Faaborg, der selv er uddannet kunsthåndværker. NÆRVÆR TIL BØRNENE »Det udsprang af, at mit håndværk centrerer sig om et værksted, som lige så godt kan være hjemme. Og det passede med de holdninger, min mand og jeg havde til børnene - at hvis man passer sine børn godt, ansporer dem og giver dem nærvær og kærlighed, så er de som blomster, der folder sig ud«. I 20 år har dette været Carin Faaborgs hjem, men for tiden er lejlighederne ved at ændre status fra leje- til ejer-lejligheder. Det vil betyde, at hendes boligudgift mere end fordobles fra de 6.000 kr., hun betaler i leje i dag. Og det har hun ikke megen lyst til. Så nu vil hun til at lede efter noget, der er stort og grimt nok til, at ingen andre vil have det. Carin Faaborg har værksted i det ene af de tre en suite-stuer mod gaden, lager i den anden og stue i den tredje. Mod gården har hun et kombineret kontor og soveværelse, badeværelse og et køkken, som er udvidet med det gamle spisekammer, så det også fungerer som lejlig- hedens spisestue. VISUELLE VINDUESKARME Køkkenet er et ganske almindeligt elementkøkken fra 1970'erne tilsat marmorfliser på køkkenbordet og en stribe kopier af en udsmykning på et af Københavns gamle huse rundt langs kanten i rummet. På væggen ovenover er der sat en Ikea-reol op i stedet for overskabe. Og herude, som i alle lejlighedens øvrige rum, er der fyldt med ting og sager i vindueskarmene. »Jeg kan ikke så godt lide gardiner - især ikke med så flotte vinduespartier. Og jeg bryder mig ikke om potteplanter, så jeg har sat glashylder op og bruger vindueskarmene til opstillinger i stedet«, siger Carin Faaborg. Opstillingerne er en blanding af arvede og købte ting og sager, mange af dem hjembragt fra rejser. Carin Faaborg rejser ofte og længe ad gangen, når hun samler materiale til sine billeder, og en af de souvenirs, hun er begyndt at bringe med hjem, er små håndfulde jord fra de steder hun besøger - rød jord fra Mexico, sort fra Etna på Sicilien, gulbrun fra Tyrkiet og chokoladebrun fra Syrien. Et af Carin Faaborgs billeder, In Loving Memory, kan købes som plakat gennem bladet Samvirke. Pris: 180 kr. Kunstneren kan kontaktes på tlf. 35 42 13 12 eller via www.carinfaaborg.com

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her