Sejr til den pinagtige pegefinger

Lyt til artiklen

Er det den manisk muntre muzak? De utrolig grimme møbler? Måden Biva-kvinden udtaler '99' på? Eller den fjedrende, lykkehjulsagtige måde at slynge pegefingeren ud mod folket? Vi ved det ikke. Men faktum er, at Politikens læsere har kåret Bivas tv-spots til Årets Hadereklame 2001. Biva blev en suveræn vinder med 1.777 af de 6.008 afgivne stemmer. Nummer to blev Regina: 1.233 læsere mente, at hun burde have fortsat med at synge ind i sjippetovet i stedet for at indspille 'Per Syvspring' og andre børnesanglege på plade. BG Banks falske familielykke blev nummer tre med 914 stemmer. Kække Millie Trods det massive had er kvinden bag pegefingeren, Bivas medindehaver Millie Johansen, lige så kæk som i reklamen, da Politiken ringer for at kondolere med sejren. »Vi er meget, meget glade og utrolig stolte over at blive nummer et blandt så mange store virksomheder«, siger hun. »At vi kan lave en så simpel og billig reklame, der kan få solgt masser af varer og samtidig blive stemt ind som nummer et viser, at budskabet virkelig er kommet ud til folk«, mener Millie Johansen, der til Politiken i mandags fortalte, hvordan firmaet fandt på pegeriet: Folk husker fingeren »Det var for at få en bedre afslutning, når jeg siger, at »Vi ses i Biva«, det så lidt tamt ud. Så fandt vi på det med pegefingeren, og folk begyndte at bede mig om at pege, sådan som jeg gjorde i reklamerne. Det måtte jo betyde, at de kunne huske det, og så blev vi selvfølgelig ved med at bruge det«. Millie Johansen er ligeglad med, at reklamen tilsyneladende deler befolkningen i hadere og i dem, der efter et tv-spot kan finde på at stille sig op i kø for at købe de såkaldte læderstole. Ændres ikke Og hun vil ikke ændre noget som helst i reklamerne »for de virker jo« - så her kan Politikens læsere altså for en gangs skyld ikke gøre en forskel. Antallet af reklameoversættelser med håbløse mundbevægelser er ellers faldet til under det halve, siden Politiken begyndte kåringerne. Tidligere vindere forsvundet Vinderen for to år siden, Febreze-lugtfjerneren, forsvandt hurtigt helt fra skærmen, og sidste års hadehøjdespringer Sonofon-dukkerne Sono Sussie og Lille Leif er kraftigt nedtonet til fordel for Snave-Polle. Sonofon vandt i øvrigt foran netop Biva - der dog dengang endnu ikke havde udviklet pegefinger-finten. Færre hade-deltagere Det var også sidste år, at hadereklamerne slog alle rekorder for avis-læserkonkurrencer med 8.165 stemmer. At det blev lidt lavere i år skyldes formentlig dels, at konkurrencen blev sat lidt senere i gang, så der var færre dage til jul, dels at had ikke er så moderne mere efter 11. september. Blandt de 6.008, der stemte på internet, fax og brev, har vi trukket tre vindere. Førstepræmien er en reception på den norske ambassade, hvor vinderen endelig kan få konstateret, om man virkelig får chokoladekugler i guldpapir til sine drinks. Den fornøjelse får Lars Tjærby Rasmussen fra Nørrebro. 'Regina havde fortjent sejren' Han erkender, at »Biva-reklamen er rædselsfuld«, men mener, at Regina havde fortjent hæderen. »Jeg hader at se små piger i netstrømper markedsført som popstjerner, når de i virkeligheden burde sidde derhjemme og lege med Legoklodser. Reklamen rammer midt i hele den forbrugerisme, der er til børn. Det er skrækkeligt«, siger han. Han burde derfor egentlig have haft 2. præmien: Kaj og Andrea, Karius og Baktus og Vinterbyøster - tre cd'er, der lader børn være børn. De går i stedet til Jakob Halskov fra Amager, der omvendt burde have haft 1. præmien, da han har stemt på Ferrero Rocher, firmaet bag den legendariske ambassadør-reklame. I den nye skildrer de en tysk hausfrau, der bare bliver ved at glemme chokoladen til gæsterne, fordi hun vil have den for sig selv. Kvalmende »Den er bare så kvalmende og utiltalende. Jeg forstår ikke, hvordan den kan få nogen som helst til at købe deres chokolade. Og det værste er, at jeg tror, de selv synes, at den er sjov«, siger han. »Der burde være regler mod den slags reklamer«, tilføjer Halskov, der var lige ved at stemme på Biva-reklamen. Det gjorde vinderen af tredjepræmien, Jørgen Lejerstofte fra Brøndby. »Den er irriterende og primitiv. Det er svært at definere, hvad der er så dårligt, men det er noget med, at hårene rejser sig, når reklamen toner frem på skærmen«, siger Lejerstofte, der ligesom de andre vindere mener, at gode reklamer er dem, der er lidt anderledes og humoristiske. Bredbåndspasta og Lasse og Mathilde Lejerstofte får bredbåndspasta til hele familien, en plade med Lasse og Mathilde og en brochure fra Telestyrelsen. Hvorfor? Så han kan høre noget ordentligt fynsk i stedet for det, der tales i TDC's reklamer samt konstatere, at »bre'bånd« altså ikke er så billigt endda. Research: Lenette Anstensrud

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her