Huspriser på vej ned

Lyt til artiklen

Husprisernes himmelflugt er stoppet og vendt til et mindre prisfald i de sidste tre måneder af 2001. Men dermed er det ikke slut. I de kommende måneder vil priserne på enfamiliehuse og rækkehuse fortsætte med at falde svagt. Det mener landets ejendomsmæglere, som hver tredje måned giver deres bud på, hvordan priserne på huse og ejerlejligheder har udviklet sig i det forudgående kvartal - og hvordan de vil udvikle sig i den kommende periode. »Priserne på enfamiliehuse vil formentlig være på et lidt lavere niveau om et år, end de er i dag, mens priserne på ejerlejligheder vil holde niveauet«, siger cheføkonom og underdirektør i Dansk Ejendomsmæglerforening Ole Trist. De officielle tal for prisudviklingen i fjerde kvartal 2001 kommer først på gaden sidst på måneden. Men får ejendomsmæglerne ret, vil det være første gang siden 1993, at kurven over huspriserne knækker. Kun tre procent af de adspurgte ejendomsmæglerne mener, at priserne steg i fjerde kvartal, mens hele 48 pct. vurderer, at de faldt svagt. Fem procent har oplevet, at priserne faldt meget. »Geografisk er der ikke den store forskel. Dog er andelen af ejendomsmæglere, som melder om lidt lavere priser, større i Jylland og på Fyn end på Sjælland«, siger Ole Trist. Men tilsyneladende er det også slut med prisstigningerne i hovedstadsområdet, afslører undersøgelsen. Længere salgstid »Vi har i fjerde kvartal set en markant og bemærkelsesværdig stigning i den tid, det tager at sælge et enfamiliehus i hovedstadsområdet, hvor der ellers har været stor rift om ejerboligerne i de senere år. Indtil nu har det kun resulteret i en yderst beskeden prisreduktion, men ifølge vores medlemmer vil vi også i første kvartal i år se, at priserne har en lille pil nedad på huse i hovedstadsområdet«, siger Ole Trist. Mest pessimistisk med hensyn til det nye år er ejendomsmæglerne i Viborg, Nordjyllands og Fyns Amter, mens ejendomsmæglerne i Østdanmark er knapt så negative med hensyn til prisudviklingen. Det er dog ikke første gang, at ejendomsmæglerne har råbt »ulven kommer«. Således mente de også, at priserne på enfamiliehuse var faldet svagt allerede i 3. kvartal sidste år. Men da de officielle tal kom, viste det sig, at priserne var steget med én procent i forhold til kvartalet forud. De officielle, tørre tal fra Realkreditrådet bekræfter dog, at det lakker mod enden for de tilsyneladende evigt stigende huspriser. Sidste år steg priserne således kun med beskedne 0,9 pct. i første kvartal, 2,5 pct. i andet kvartal og 1,0 pct. i tredje kvartal. Også priserne på ejerlejligheder har ifølge undersøgelsen toppet. Her melder det overvejende flertal af ejendomsmæglerne om stort set uændrede priser gennem 2002.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her