2M Invest gled i målet

Lyt til artiklen

Når man i forvejen har formøblet to milliarder af aktionærernes penge og sat over 80 procent af sin virksomheds markedsværdi over styr, er det en dum idé at løbe fra sine løfter. Det var ikke desto mindre præcist, hvad den tidligere gulddreng Michael Mathiesen præsterede i sit kriseramte ventureselskab 2M Invest i går. Michael Mathiesen havde lovet de allerede hårdt prøvede aktionærer, at han inden nytår ville have solgt tre eller fire af 2M Invests porteføljeselskaber for op imod 200 mio. kr. i alt. Selv om flere analytikere hen over efteråret tillod sig at tvivle på masterplanen, fastholdt Michael Mathiesen igen og igen, at han nok skulle nå målet. I går morges måtte 2M Invest imidlertid gå den tunge vej til Fondsbørsen med en meddelelse om, at decemberudsalget var glippet totalt - og at 2M Invest derfor må sænke skønnet for 2001-resultatet fra et overskud på 100 mio. kr. til et underskud i samme størrelsesorden. Prisen for lille Ifølge direktøren Michael Mathiesen blev der forhandlet med mulige købere helt frem til søndag, men prisen, der blev budt, var ikke høj nok. »Prisen har ganske simpelt været for lille. Vi synes selv, at virksomhederne er mere værd, end det vi er blevet budt. Vi mener ikke, vi kan byde selskabets aktionærer at sælge vores aktiver for billigt. Og havde vi gjort det, ville vi garanteret have fået skudt i skoene, at 2M var i gang med et paniksalg«, siger Michael Mathiesen. 2M Invest lever af at investere i og udvikle nye it-selskaber for derefter at sælge dem fra igen med en forhåbentlig klækkelig gevinst. Michael Mathiesen har tidligere bevist, at han formår at købe billigt og sælge dyrt, men succesoplevelserne ligger efterhånden et godt stykke tilbage i tiden. Alligevel lykkedes det for Michael Mathiesen at sælge en stor portion aktier, da 2M Invest blev lanceret på Københavns Fondsbørs i 2000. Siden er selskabets aktier styrtdykket. Allerede inden gårsdagens dystre fondsbørsmeddelelse havde aktiemarkedet reelt mistet tilliden til 2M Invest. Siden efteråret 2000 har aktiemarkedet barberet godt 85 procent af selskabets markedsværdi, og oven i købet er 2M Invest hastigt på vej mod en likviditetskrise. Efter nedjusteringen i går dykkede aktierne endnu en gang, men de sneg sig dog siden op i kurs 21 i løbet af dagen. Aktiemarkedet havde åbenbart indkalkuleret risikoen for, at Michael Mathiesen ville løbe fra sit ord. Nedturen Nedturen for Michael Mathiesen kommer ikke som den store overraskelse for iagttagere. Allerede da it-boblen bristede omkring sommeren 2000 begyndte de første kritikere at tale negativt om 2M Invests fremtidsmuligheder. Selskabet har nemlig siden haft mere end svært ved at finde købere, når til salg-skiltet blev sat på selskaberne. Derfor er hullet i 2M's pengekasse blevet større og større, og problemerne kulminerede i efteråret 2001, da 2M måtte bede bankforbindelsen Nordea om hjælp til at betale de daglige regninger. I december 2001 fik Michael Mathiesen og 2M Invest et tiltrængt pusterum, da selskabet fik en håndfuld investorer til at spytte 33,8 mio. kr. i kassen. Blandt investorerne var den kendte erhvervsmand Lars Kolind, der blev mangemillionær via sin direktørpost i det kendte høreapparatfirma Oticon. I dag har Lars Kolind trukket sig fra Oticon og bruger i stedet sin tid og en del af sine penge til at investere i it-baserede selskaber. De mest negative analytikere frygter nu, at 2M Invest har sat kursen mod en snarlig konkurs, mens de mere optimistiske af slagsen stadig ser håb forude. Hvis 2M Invest får held til at sælge et par af sine mest attraktive porteføljeselskaber til en fornuftig pris, kan selskabet måske købe sig tilstrækkelig tid til at salgsmodne de næste i rækken. Betingelsen er bare, at det sker hurtigt, for pengene er ved at være brugt op. Michael Mathiesen erkender selv, at pengekassen kun rækker til tre måneders drift. »Efter marts - uden et salg - begynder vi eventuelt at skulle til at sælge en række af vores værdipapirer«, siger Michael Mathiesen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her