Højt spil om arbejdsmiljøet

Lyt til artiklen

Kniven for struben. Arbejdsgivere og lønmodtagere har tidligere kun lavet aftaler om arbejdsmiljø, hvis ministeren truede med lovgivning. Arbejdsmiljøforsker Peter Hasle tror ikke på, at arbejdsmarkedets parter kan blive enige om fælles forpligtende aftaler, dertil er deres interesser for forskellige. Det er ellers beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens opgør med den tidligere regerings politik på arbejdsmiljøområdet. Færre regler og mindre lovgivning - i stedet skal arbejdsmarkedets parter udforme reglerne. »Det går ikke med en betingelsesløs aftalemulighed - hvor parterne kan lave aftaler, hvis de har tid, lyst og lejlighed. Tidligere har vi set, at de kun kan finde sammen om aftaler, hvis ministeren siger, at der ellers bliver lovgivet«, siger Peter Hasle, der er forskningsleder på Center for Alternativ Samfundsforskning (CASA). Dansk Arbejdsgiverforening er begejstret over ministerens udspil. »Tidligere har initiativet været taget fra parterne. Det har handlet om lovgivning og penge. Regeringens udspil vil skabe et politisk klima, hvor initiativ, ansvarlighed og ejerskabet til reglerne igen kommer ud til parterne«, siger underdirektør i Dansk Arbejdsgiverforening Thomas Philbert Nielsen. Offentlig nedslidning Det første konkrete bud på mindre lovregulering er, at beskæftigelsesministeren vil stoppe den udbygning af Bedriftssundhedstjenesten (BST), som var planlagt. I dag er virksomheder forpligtet til at være tilmeldt en BST, der rådgiver dem om arbejdsmiljø. Århus Kommunes BST har skrevet et harmdirrende brev til ministeren, hvor de beder om, at de brancher, der allerede har forberedt sig på at blive del af ordningen til årsskiftet, kommer i gang som planlagt. Det berører for eksempel to medlemsgrupper i Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA). Chaufførerne og børneområdet, hovedsageligt dagplejere. Her vækker regeringens udspil bekymring. »Man er nødt til at erkende, at arbejdsmiljø er et konkurrenceparameter, og at det kan være svært at tiltrække medarbejdere, hvis arbejdet er nedslidende«, siger forbundssekretær i FOA Lisa Dahl Christensen. Små virksomheder Målet med ministerens udspil er en afbureaukratisering. Og i regeringsgrundlaget fremgår det, at små virksomheder fremover kun skal have en sikkerhedsrepræsentant, hvis der er særlig risiko for arbejdsskader. Det bekymrer arbejdsmarkedsforsker Peter Hasle. Risikoen for dødsulykker er meget større i små virksomheder end i store, og samtidig er der få ressourcer til arbejdsmiljøet. »Her er ikke tale om bureaukratiske bagateller, men alvorlige arbejdsmiljøproblemer«, siger Peter Hasle. DF: Tvang kan være nødvendigt Og udfaldet af regeringens planer er da heller ikke givet på forhånd. For Dansk Folkeparti, der kan levere et flertal i Folketinget sammen med V og K's stemmer, støtter godt nok et enklere regelsæt på området, men ikke enhver rå liberalisering. Ifølge partiets erhvervsordfører Peter Skaarup går Dansk Folkeparti ind for en vis tvang over for arbejdsgiverne for at få et bedre arbejdsmiljø. »Det kan i et vist omfang være nødvendigt at diktere et sundt arbejdsmiljø. Vi ønsker ikke en nedslidning på arbejdsmarkedet, og det må være et mål, at der skal være et sundt fysisk og psykisk arbejdsmiljø for alle på arbejdsmarkedet«, siger Skaarup til Ritzau. Og hvad netop BST angår, ligger DF's holdninger nærmere på Socialdemokratiet end regeringen. F.eks. kræver DF, at arbejdsgiverne giver tillidsrepræsentanter og sikkerhedsrepræsentanter mere frihed fra samlebåndet til at passe deres tillidshverv. Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, siger til Ritzau, at han er sikker på, at regeringen og Dansk Folkeparti nok skal blive enige.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her