Aktieejere snydes for gode kurser

Lyt til artiklen

Vil man handle aktier, er det vigtigt at holde banken i ørerne, hvis man vil købe eller sælge til den bedste kurs. Når bankerne gennemfører en handel, er det nemlig ikke altid, de holder sig indenfor det spænd, der er på aktiekursen på Københavns Fondsbørs. Dansk Aktionærforening, DAF, har undersøgt forholdene for aktiehandler og har fundet frem til, at kun seks ud af 49 handler bliver gennemført korrekt. Det var 31 af DAFs medlemmer, som samlet gav 49 ordrer på henholdsvis køb og salg af Radiometer-aktier. Det er tredje gang, DAF har undersøgt private kunders betingelser for en aktiehandel. Og denne gang viser undersøgelsen en forværring i forhold til den forrige fra februar i år. Sidste gang blev 40 procent af handlerne på Københavns Fondsbørs gennemført korrekt mod kun 12 procent denne gang. Banker holder information tilbage Claus Silfverberg, der er direktør i DAF, mener, at det er for dårligt, at bankerne fortsat holder informationen »gemt på ryggen« for forbrugerne: »Bankerne er ikke gode til at oplyse, hvad kurserne er. Var der tale om leverpostej, står indholdet på pakken - og prisen ligeledes. Men det er der ikke tale om ved aktiehandel«, siger Claus Silfverberg. Samtidig mener direktøren, at det er vigtigt at få afmystificeret det at handle aktier: »Det er akkurat som på enhver anden auktion. Er der fire Bing og Grøndahl stel men kun to købere, så bliver prisen lav. Er det modsatte tilfældet - ja, så bliver prisen højere«, siger Claus Silfverberg. Samtidig med at bankerne ikke gennemfører handlerne efter ønske, kommer kunderne ofte til at betale mere eller få færre penge for aktierne. Aktionærforeningen konkluderer, at alle køb og salg antages at være afregnet indenfor kursspændet på Fondsbørsen, men at de mange private handler udenfor børsen medfører for store kursspænd. Monopoltilstande Direktøren mener, at et af de store problemer ved de dyre aktier er, at der nærmest er »monopollignende tilstande« i den danske banksektor med storbanker som Danske Bank og Nordea. »På sigt kan man kun komme det her til livs ved mere konkurrence. Og jeg anbefaler folk at gå til de nye banker, der gør mere for kunderne for at vinde markedsandele«, siger DAFS direktør. Aktionærforeningen mener, at en af hovedårsager til, at det fortsat er vanskeligt at få gennemført en telefonhandel skyldes, at værdipapirhandlerne har en meget stor indtjeningsmæssig interesse i at gennemføre en strakshandel og ikke en børshandel, der bliver lavet direkte på Fondsbørsen. - Bankerne tjener et tre-cifret millionbeløb på det her. Men det eneste, vi kan gøre, er at blive ved med at lave undersøgelser om det her og derved demonstrere, at regelen ikke fungerer i praksis«, siger Silfverberg. Der er omkring en halv million mennesker i Danmark, der ejer aktier. Af dem er blot 15.200 medlememr af Aktionærforeningen, hvor de mest aktive aktieejere har meldt sig ind. Det er langt størstedelen af aktiehandlerne, der foregår ved, at man overlader aktiekøb og -salg til sin bank.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her