Krav om fængsel til insidertiltalt borgmester

Lyt til artiklen

Han har allerede mistet sin borgmesterkæde og den prestigefulde post som næstformand for forsikringsselskabet Topdanmark, og nu risikerer Skælskørs afgående førstemand, Hans Chr. Nielsen (V) også en ubetinget frihedsstraf. Det var i hvert fald kravet fra anklager Jens Madsen, da retten i Korsør mandag tog hul på en tre dages retssag, hvor Skælskørs snart forhenværende borgmester står tiltalt for insiderhandel i forbindelse med Danske Banks fusion med RealDanmark 2. oktober sidste år. Enkel, og dog... Sagen er usædvanligt enkel, men alligevel ikke uden komplikationer. Det altafgørende spørgsmål er, om anklageren kan bevise, at Hans Chr. Nielsen på et møde 27. september sidste år blev orienteret om fusionen. At dømme efter mandagens vidneudsagn fra tre Topdanmark-topchefer, der også deltog i mødet, ligner det ikke nogen umulig opgave, men facit er langtfra givet på forhånd. Aktier i RealDanmark Når Topdanmark overhovedet er blevet hvirvlet ind i en insidersag, skyldes det, at selskabet i nogle år har ligget inde med fem pct. af aktierne i RealDanmark; en aktiepost, der bl.a. sikrede Topdanmarks bestyrelsesformand, Klaus Bonde Larsen, en plads i RealDanmarks bestyrelse. Da storfusionen begyndte at ligne en realitet i august sidste år, havde Klaus Bonde Larsen altså første parket. Til overmål blev han også formelt inviteret til et møde hos RealDanmark, der i detaljer orienterede ham om planerne. De indebar, at Danske Bank hjalp Topdanmark af med RealDanmark-aktieposten til en solid overpris. For Topdanmark var det en usædvanligt lykkelig hændelse, for aktierne havde længe været en tung klods om benet. Gab på en halv mia. Forskellen på det, aktierne var bogført til, og den reelle kursværdi udgjorde et gab på en lille halv mia. kr., og det pyntede ikke just i Topdanmarks regnskaber. »Ved fusionen kunne vi få fjernet det gab og endda se frem til en gevinst på yderligere 300 mio. kr., så fusionen var en helt igennem ønskværdig ting«, forklarede KlausBonde Larsen mandag. 25. september blev også Topdanmarks direktør, Michael Pram Rasmussen, orienteret om fusionen. Samme dag valgte Pram Rasmussen at dele de glædelige nyheder med resten af Topdanmarks direktion - og så er vi fremme ved det famøse og helt centrale møde 27. september. Mødet Her var hele Topdanmarks direktion samt for- og næstformanden samlet i to timer fra klokken 10-12. for at forberede en seminarstrategi, som bestyrelsen var indkaldt til den 2. og 3. oktober på Falsled Kro. Forud for mødet vidste hele direktionen og formanden, Klaus Bonde Larsen, altså besked om fusionen, og det er anklagerens påstand - og baggrunden for hele sagen - at næstformanden, Hans Chr. Nielsen, også fik besked om fusionen på netop dette møde. Køb kort efter møde Anklageren kunne nemlig fortælle, at Hans Chr. Nielsen umiddelbart efter mødet greb sin mobiltelefon og beordrede sin bankrådgiver i Skælskør Bank til at sælge en stak aktier og i stedet købe RealDanmark-aktier for pengene. Klokken præcis 13.58 købte borgmesteren aktier for ca. 200.000 kr., en investering, der umiddelbart efter fusionens offentliggørelse kastede en gevinst på 165.000 kr. af sig. De penge kræver anklageren nu konfiskeret. »Fuldstændig sindssygt« Hans Chr. Nielsen afviste mandag, at han købte aktierne, fordi han havde fået nys om fusionen på mødet 27. september. Han havde faktisk længe tænkt på at købe aktierne, forklarede han, men vigtige budgetforhandlinger havde ikke levnet ham tid til det. »Enhver kan vel forstå, at det ville være fuldstændig sindssygt for en person i min position at lave sådan noget«, sagde Hans Chr. Nielsen. Ingen af de tre Topdanmark-folk, der afgav vidneforklaring i går, kunne nagelfast huske, om fusionen blev drøftet på mødet, men de mente alle, at det formentlig var tilfældet. Ikke logisk »Al logik taler imod, at fusionen ikke blev nævnt. Det var jo en meget stor begivenhed for Topdanmark«, sagde Klaus Bonde Larsen. Koncerndirektører i Topdanmark, Poul Almlund, havde en forbløffende ensartet erindring: »Jeg kan ikke erindre præcist, hvad der blev sagt, men fusionen har med stor sandsynlighed været drøftet. Det ville kun være helt naturligt, hvis også næstformanden blev orienteret om en så vigtig ting«, sagde Poul Almlund. Han blev bakket op af dagens tredje Topdanmark-vidne, Leif Larsen: »Jeg har svært ved at huske enkelthederne, men der er rimelig stor sandsynlighed for, at fusionen blev omtalt«, sagde Leif Larsen. Om domsmandsretten i Korsør føler sig i stand til at dømme Hans Chr. Nielsen for insiderhandel på denne baggrund, står hen i det uvisse. Tirdag får Michael Pram Rasmussen mulighed for at vise, om hans hukommelse er mere præcis end kollegernes, og torsdag optages sagen til dom. Var blevet smidt ud Næsten uanset udfaldet står det fast, at Hans Chr. Nielsen allerede har udstået hovedparten af sin eventuelle straf. På grund af sagen undlod han at genopstille ved det netop overståede kommunalvalg, ligesom han reelt blev tvunget ud af Topdanmarks bestyrelse. »Hvis jeg ikke selv havde trukket mig, var jeg blevet smidt ud«, konstaterede Hans Chr. Nielsen i retten mandag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her