Kontrol koster SAS 80 mio. kr. næste år

Lyt til artiklen

De flyrejsende må indstille sig på at skulle bruge passet i lufthavnen permanent. Efter terrorangrebet i USA 11. september har SAS forlangt, at flypassagererne identificerer sig med pas eller anden billeddokumentation, inden de stiger om bord i et fly. Tjekket finder sted helt ude ved indgangen til flyet. 80 mio. ekstra næste år Udgiften til ekstra personale til at tjekke identifikationspapirer i Skandinavien og på SAS' andre destinationer løber op i 80 millioner kroner næste år. Med kravet om identifikation sikrer SAS sig, at den person, som står på billetten, også er den, der rent faktisk sætter sig til rette i flyet. På et seminar om flysikkerhed i Oslo talte Politiken med SAS' sikkerhedschef Anders Kamb. 'Billed-id er kommet for at blive' »Jeg tror, at fremvisningen af pas eller anden form for billed-id er kommet for at blive. Vi har faktisk ikke haft problemer med publikum på grund af kravet om identifikation. I USA og Storbritannien tjekker vi også håndbagage en ekstra gang, lige før passagererne går om bord i flyet«, siger Anders Kamb. EU's transportministre har diskuteret permanente sikkerhedsforanstaltninger i luften, men SAS har ikke villet vente på ministrenes beslutning og allerede sat 80 millioner kroner af på næste års budget. Stik imod Schengen Kravet om pas i lufthavnen er stik mod intentionen i Schengenaftalen, som Danmark tilsluttede sig tidligere på året - før terrorangrebet på World Trade Center i New York. Aftalen skulle sikre borgerne i Europa fri bevægelighed over grænserne. Allerede inden Danmark tilsluttede sig Schengensamarbejdet advarede kritikere mod, at den frie bevægelighed ville blive et slaraffenland for terrorister og kriminelle. Københavns Lufthavn i Kastrup har brugt 300 millioner kroner og venter at bruge yderligere 100 millioner kroner på at bygge om, så rejsende inden for Schengenområdet kunne separeres fra rejsende udefra. »Vi må lægge Schengen til side i den her situation. Kunderne oplever det som sikkerhed, at identiteten bliver tjekket. Vi forhindrer også illegalt salg af billetter i transitten med kravet om identifikation, og man kan heller ikke rejse på en stjålen billet«, siger Anders Kamb. Kan blive endnu dyrere Det forhøjede sikkerhedsberedskab kan blive endnu dyrere for SAS end de 80 millioner kroner. I sidste uge afgjorde Østre Landsret nemlig, at SAS skal betale 2,5 millioner kroner til Københavns Lufthavn for ekstra sikkerhed i forbindelse med flyrejser til Israel. Den dom behager ikke Anders Kamb. »Det er vores grundlæggende opfattelse, at det er staten, som skal garantere borgernes sikkerhed, men jeg vil gerne læse dommens præmisser, inden jeg vurderer konsekvenserne af dommen«, siger han. Den svenske sikkerhedschef slår fast, at verden aldrig bliver som før 11. september. Alverdens flyselskaber har allerede blikket stift rettet mod 11. september 2002. Det makabre jubilæum kan meget vel inspirere til en gentagelse. Den værste krise De øgede udgifter til sikkerhed kommer samtidig med, at SAS er inde i den værste krise i sin 55-årige historie. I november faldt trafiktallene med 8,4 procent i forhold til november sidste år, så det kan blive nødvendigt med yderligere nedskæringer oven i de omkring 3.500 stillinger, som SAS allerede har varslet. Ifølge den norske avis, Aftenposten, taber selskabet godt 15 millioner kroner om dagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her