Varmemølle er i modvind

Lyt til artiklen

Normale vindmøller laver strøm, men Hans-Henrik Ekner fra Ørslev nord for Slagelse har taget patent på en vindmølle, der laver varmt vand. Calorius, hedder varmemøllen, som Hans-Henrik Ekner forsøger at sælge, men det er ikke let. Han bliver nærmest bestormet af villige købere, der gerne vil have sin egen varmeforsyning, men kommuner og amter sætter bremserne i - ifølge Hans-Henrik Ekner uden at vide, hvad det egentlig er, de har med at gøre. Kommuner er håndsky »Jeg har skrevet til alle landets 275 kommuner og tilbudt dem, at de kan komme at kigge. Kun én kommune svarede. De er håndsky over for vindmøller«, siger Hans-Henrik Ekner, der onsdag i Berlin modtager Den Europæiske Solpris. Det er den vedvarende energis svar på filmbranchens De gyldne Palmer om end omgærdet af knap så meget glamour. Kamp mod systemet Hans-Henrik Ekner og Calorius er blevet indstillet til den prestigefyldte pris, fordi makkerparret mand og mølle var blandt årets vindere af den danske solpris. Den danske pris blev givet for en ihærdig indsats mod kommuner, amter, styrelser, embedsmænd, politikere og beslutningstagere. Altså en kamp for et bæredygtigt produkt og mod systemet. Støjsvag husstandsmølle Calorius er en 15 meter høj støjsvag husstandsmølle med to vinger. Når vingerne drejer rundt med vinden, så bliver vandet inde i rotoren pisket rundt og varmet op af gnidningerne. Dermed kan der sendes fjernvarmevand ned fra toppen af møllen og ind i husene til brug i vaskemaskiner, opvaskemaskiner og radiatorer. Selv får familien Ekner i Ørslev al deres varme fra en Calorius kombineret med en masseovn. Økonomien er rimelig, mener Hans-Henrik Ekner - og undrer sig. »Hvis man har en bil, så fylder man uden videre op, når tanken er tom. Når det drejer sig om en vindmølle, der kan levere noget så fundamentalt som varme, så spørger alle til rentabiliteten«, siger han. Eksport en mulighed Hans-Henrik Ekner har lavet en produktionsaftale med Westrup A/S i Slagelse, men endnu er det uafklaret, om parterne vil og tør satse stort på den klejne Calorius. Målgruppen i Danmark er 30.000 husejere i det åbne - forblæste - land. Endnu større er perspektivet på eksportmarkederne. Hans-Henrik Ekner melder om interesse fra Japan til Falklandsøerne, men uden et veletableret hjemmemarked er det ekstra fyldt med farer at kaste sig over udlandet. Kollektiv fortrængning Hans-Henrik Ekner mener, at modstanden mod vindmøller bunder i kollektive fortrængninger. Vindmøllerne minder os alle sammen om, at vi er energijunkier og fuldstændig afhængige af olie og kul, mener opfinderen. »Møllerne skriger op om en anden måde at tænke på«, siger Hans-Henrik Ekner, der tjener til sit udkomme med at være dansklærer på VUC i Slagelse. Calorius har endnu det afgørende gennembrud til gode. Der er solgt to eksemplarer til Grønland, to til Sverige og 26 til danske kunder.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her