Terroraktionerne i New York og Washington har medført kaotiske tilstande på forsikringsmarkedet over hele verden. Uvisheden om mulige nye angreb fra terrorister betyder, at priserne på den såkaldte genforsikring - det vil sige forsikringsselskabernes egen forsikring - tordner i vejret. Men den danske branche lover, at de øgede omkostninger ikke vil ramme de private forsikringer nu og her. »Vi skal ud og have genforsikret større enkeltstående risici, så priserne på industriforsikringer vil stige. Men vi har absolut ingen planer om at ændre på priserne for private forsikringer af den grund«, siger Steffen Heegaard, kommunikationschef i Topdanmark. Definition mangler Samme toner lyder fra Codan, der i øjeblikket forhandler med sine leverandører af genforsikring. Problemerne er blandt andet, at ingen endnu har defineret, hvad terrorisme er. Men sandsynligvis vil det blive helt ekstremt dyrt at få genforsikret virksomheder mod følgerne af terrorisme, så det kan blive nødvendigt at undtage sådanne skader fra forsikringens dækning. Hidtil har terrorskader været 'gratis' at genforsikre - simpelthen, fordi man aldrig havde forestillet sig noget i den retning. »Reassurance vil blive markant dyrere, både på grund af 11. september, og fordi der i forvejen har været mange store skader - for eksempel naturkatastrofer. Det er de store kunder, der er vores problem, mens vi helst ikke vil røre ved de private forsikringer«, påpeger Jørgen Flemmer, der er leder af Codan Global Re. Præmier berøres over tid I Tryg-Baltica fastslår koncerndirektør Stine Bosse, at der ikke er aktuelle planer om at lade genforsikringsudgifterne slå igennem hos privatkunderne. »Men der er tale om ganske betydelige stigninger i omkostningerne, og det er helt oplagt, at det over tid vil få konsekvenser for præmierne«, siger hun. Den samlede danske forsikringsbranche prøver nu i fællesskab at overbevise reassuranceselskaberne om, at Danmark er fredeligt, og at danske virksomheder ikke skal være så dyre at genforsikre. Bilforsikringer dyrere Men selvom privatkundernes forsikringer ikke rammes som følge af terroren, er der alligevel prisstigninger på vej. Fra 1. juli næste år betyder en ny lov, at erstatningerne for personskader ved trafikuheld bliver omkring 50 procent større. Dermed vil alle forsikringer, der indeholder ansvar - for eksempel bilforsikringer - blive dyrere. Den skarpe konkurrence vil formentlig lægge en dæmper på prisernes himmelflugt, men der forventes stigninger på omkring 35 til 40 procent.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Ekspert: »Det er en bemærkelsesværdig stor magt at give videre for en selvstændig nation«
-
Analytiker: »Forholdet mellem USA og Danmark er forværret, og aftalen vil ikke nødvendigvis genoprette det«
-
Det Ny Teater spiller sine kort helt rigtigt i en pragtfuld musical
-
Joachim B. Olsens dumme kommentar fik Politiken-læser til at bruge cykelhjelm efter 46 år
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø
Utryghed er blevet en legitim undskyldning for at være en piveskid
Debatindlæg af Sigge Winther Nielsen