Rododendron i bregnevrimmel

Lyt til artiklen

Siden min barndom, hvor der var et stort bed med bregner i den gamle gårds have, har jeg være fascineret af bregner, den gamle 'urplante'. I dag bor jeg i en gammel skovfogedbolig i Bjergsted Skov ved Jyderup med en kæmpehave, der løber lige ud i skoven, og selvfølgelig er der bregner i haven. Mine spørgsmål er: 1. Hvad skal jeg tage hensyn til, bregner på ca. 1 meters højde eller to store rododendronbuske (på størrelse med buskene i Frijsenborg Park). Vil bregnerne kvæle for nye skud på buskene - eller omvendt? 2. Kan jeg tillade mig at beskære rododendronbuskene, som jeg gerne vil holde bare lidt i ave? 3. I forhaven er der to store bede med bregner af en lidt mindre type. Men desværre har vore forgængere ikke luget tilstrækkeligt, så andre planter/ukrudt trænger sig på. Hvordan renoverer jeg bedst - og hvornår på året - så det kun er bregnerne, der vokser? Anne-Birthe Hemmingsen Svar: Jeg er lidt misundelig! Din beskrivelse af gigantiske rododendronbuske med meterhøje bregner nedenunder er noget af det, som mange haveejere drømmer om, men sjældent opnår, fordi den slags ta'r så lang tid. Der findes utallige kombinationer af buske/træer med en eller anden form for bunddække nedenunder. Jeg kan ikke forestille mig noget smukkere under rododendron end en tæt skov af bregner. Hvilket jo hænger sammen med, at rododendron har det med at blive bare forneden med alderen. Det kan man ganske rigtigt rette op på ved at beskære dem, men det er og bliver en gartnerisk-snusfornuftig nødløsning - noget med at træer og buske og alt muligt andet for alt i verden ikke må blive for store og brede, for så er der ikke plads til alt det andet. Men du har jo masser af plads. Dine rododendroner og bregner har vokset sig store og smukke sammen igennem mange år, og jeg mener det meget alvorligt, når jeg siger, at du skal lade dem være. Brug hellere din energi på de andre bregnebede, der øjensynligt trænger til en kærlig hånd. Ganske vist skriver du ikke, hvilken slags ukrudt der har trængt sig på, men uanset hvad det er, findes der kun én metode: At du til foråret, når både bregner og ukrudt begynder på en ny sæson, går bedene igennem mindst en gang om ugen og fjerner alt det, der ikke skal være det. Det er bedst bare at fjerne det grønne med fingrene, for bregnerne har rødder over det hele, og de bryder sig ikke om hakkejern og lignende. Og det er ikke uoverkommeligt. Bregnerne er der jo, og i løbet af sommeren vil de dække jorden så effektivt, at ukrudtet ikke har ret mange chancer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her