Strubesag kan vokse

Arkivfoto: Finn Frandsen
Arkivfoto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Politiets efterforskningen af uregelmæssige pengeoverførsler til tidligere gruppeformand i SiD, Willy Strube, kan blive langt større end hidtil antaget. Det oplyser kriminalinspektør Niels Jørgen Abildgaard fra Københavns Politis bedrageriafdeling. »Vi vil primært undersøge forholdet mellem Ole Iversen og Willy Strube. Men hvis vi hører eller får nys om andre forbrydelser, så vil efterforskningen naturligvis blive udvidet til også at omfatte disse forhold«, siger han. SiD fremlagde mandag en redegørelse, hvoraf det fremgik, at det tilsyneladende lykkedes Willy Strube at snyde medlemmerne af Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD) for op mod 680.000 kroner. Betalte også tøj og dagligvarer Ifølge Abildgaard er medlemmernes penge også gået til at betale for Willy Strubes indkøb af tøj og dagligvarer. Når Ole Iversen og Willy Strube gik på indkøb sammen, betalte Ole Iversen. Foregik indkøbene i SuperBrugsen brugte Willy Strube samtidig sit eget medlemskort til FDB, så han også kunne indkassere dividenden. Herefter talte Ole Iversen dankort-bonnerne sammen, og sendte en regning til SiD på beløbet. Men i stedet for at skrive mælk, sukker og vin på regningen, skrev han, at beløbet var til dækning for teknik. Københavns Politis bedrageriafdeling skal blandt andet efterforske, hvorvidt Ole Iversen har overtrådt eller medvirket til at overtræde en eller flere bestemmelser i straffelovens kapitel om økonomisk kriminalitet. Efterforskningen kan tage to-tre måneder. Truet Ifølge Ole Iversens advokat truede Willy Strube med, at Ole Iversen ville miste sit job i SiD, hvis han ikke gjorde, som Willy Strube bad ham om. »Willy Strube var en meget magtfuld person. Hvis han gik til de andre i SiD og sagde: Vi kan ikke bruge ham Ole Iversen, så ville de andre høre efter. Det har min klient overhovedet ikke været i tvivl om«, siger advokat Birgit Lemvigh. Ole Iversen arbejdede som lydmand på en række af de lokalradioprogrammer, som SiD sender landet over. Ifølge Ekstra Bladet har Ole Iversen siden 1997 udført medieopgaver for SiD for gennemsnitlig 2.750.000 kroner årligt. SiD var dermed Ole Iversens altdominerende kunde. »Selvfølgelig har Ole Iversen vidst, et eller andet var galt. Det er også værd at huske på, at SiD aldrig havde fået de her oplysninger, hvis Ole Iversen ikke var gået til dem og lagt kortene på bordet. Det gjorde han vel, fordi han følte et eller andet ansvar for det hele. Så han meldte sig selv til politiet i fredags«, siger Birgit Lemvigh. Men presset vil ikke nødvendigvis fratage Ole Iversen et ansvar. »Det fritager ham nok ikke for at blive dømt i en eventuel straffesag. Men derfra er det op til retten at vurdere, om han skal have en lavere straf«, siger Abildgaard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her