Carlsberg nedlægger 85 stillinger

Lyt til artiklen

Bryggeriet Carlsberg skærer 85 funktionærstillinger væk i sit hovedsæde i København. 40 af medarbejderne afskediges, mens resten omplaceres i koncernen. Det oplyser Carlsbergs administrerende direktør, Jørn P. Jensen, torsdag til Ritzau i forbindelse med koncernens regnskab for tredje kvartal. Han siger, at koncernen venter at få en årlig besparelse på 50-60 millioner kroner ved at nedlægge de omtalte stillinger. Fladere ledelse »Vi gør det af to grunde, dels fordi Carlsberg Breweries skal tjene flere penge, men også fordi den nye direktion har ønsket en anden organisering af arbejdet med en fladere ledelsesstruktur«, begrunder Jørn P. Jensen. Med reduktionen er staben i hovedsædet nede på 160 medarbejdere. Tilfredsstillende kvartalsregnskab Carlsberg, der er verdens femtestørste bryggeri, betegner kvartalsregnskabet som tilfredsstillende. Resultatet i årets første ni måneder før skat blev på 2831 millioner kroner mod 2059 millioner kroner året før. Vækst i øst Væksten i Østeuropa og især Rusland har været betydelig, og det falder helt i tråd med Carlsbergs strategi om at ekspandere i Østeuropa, Rusland og Asien. Sverige skuffer Men Carlsberg konstaterer også, at omsætningen i Vesteuropa er bedre end forventet bortset fra i Sverige, som skuffer. Koncernen arbejder fortsat med omstruktureringer i Carlsberg Sverige, Hannen i Tyskland, Feldschlösschen i Schweiz og Carlsberg-Tetley i Storbritannien, oplyser adm. direktør Jørn P. Jensen. I Sverige siger Carlsberg i år og næste år eksempelvis farvel til 400 medarbejdere i forbindelse med, at bryggeriet i Göteborg bliver lukket. Usikre forventninger Carlsberg gør i kvartalsregnskabet opmærksom på, at disse omstruktureringer i de vesteuropæiske selskaber gør, at resultatforventningerne er behæftet med en vis usikkerhed. Også forsinkelsen af den asiatiske selskabsstruktur kan give betydelige forskydninger af indtægter og omkostninger mellem i år og næste år. Carlsberg forventer for hele 2001 et resultat, der er 'noget større' end året før. Og det ændrer koncernen ikke på i forbindelse med kvartalsregnskabet. Når selskabet ikke opjusterer, skyldes det, at Carlsberg forventer utilfredsstillende resultater af især aktiviteterne i Sverige, Polen og Tyrkiet i fjerde kvartal. Forlydende om finsk fusion I Norden kan Carlsberg Breweries måske blive tvunget ind i en fusion med Finlands førende ølkoncern, Hartwall. Det spår analytikere i Nordea Securities ifølge Børsen torsdag. Adm. direktør Jørn P. Jensen ønsker ikke at kommentere 'rygterne'.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her