Bankfolk kræver at blive fyret

Lyt til artiklen

Et brev med en slet skjult fyringstrussel til 6000 ansatte kan blive en dyr affære for Danske Bank. De vil tage banken på ordet og om nødvendigt gå rettens vej for at blive fyret. Mange har udsigt til at få en pæn pose penge og en lukrativ pensionsordning med i købet. Finansforbundet er gået i gang med at forberede en række retssager mod Danske Bank på vegne af en række af bankens medarbejdere, der fastholder, at de reelt er blevet fyret, fordi de nægter at blive flyttet over på Danske Banks overenskomst. Brev fra banken Baggrunden for striden er et brev fra Danske Bank til i alt 6000 medarbejdere, der blev indlemmet i Danske Bank-koncernen efter fusionen med RealDanmark sidste år. I brevet truer banken de ansatte med fyring, hvis de ikke inden for en uge accepterer at gå over på den samme overenskomst, som bankens øvrige ansatte. »Hvis du ikke kan acceptere de varslede ændringer, er konsekvensen desværre, at du må betragte dig selv som afskediget med udgangen af marts måned«, hedder det blandt andet i brevet fra banken. Forhandlingssammenbrud Brevet blev sendt den 21. september i år umiddelbart efter, at forhandlingerne om en helt ny fælles overenskomst for de tidligere ansatte i RealDanmark, BG Bank og Danske Bank var brudt sammen. Banken har efterfølgende udsat svarfristen til januar og via en intern meddelelse til medarbejderne fastslået, at brevet ikke var en opsigelse. Forskellige fortolkninger I Finansforbundet fastholder man imidlertid, at brevet ikke kan opfattes som andet end en fyring. Og da fyresedlen faktisk er et godt tilbud for mange af RealDanmark-medarbejderne, der er ansat på tjenestemandslignende vilkår og derfor har ret til flere måneders løn og favorable pensionsordninger, har Finansforbundet tænkt sig at tage Danske Bank på ordet. I første omgang bliver det op til en faglig voldgift at afgøre, om brevet kan betragtes som en fyreseddel. Men Finansforbundet er om nødvendigt parat til at gå til de civile domstole, så de tidligere RealDanmark-medarbejdere kan få deres fyreseddel og penge. »Vi har skrevet rundt til de 6000 medarbejdere, der modtog brevet den 21. september, og i løbet af 14 dage forventer vi at have en tilbagemelding fra de folk, der ønsker at køre en sag«, siger Finansforbundets formand, Allan Bang, til Ritzau. 'Ren afpresning' Han kalder Danske Banks fremgangsmåde for ren afpresning og et uacceptabelt kollektivt kampskridt. Finansforbundet har af samme grund indbragt sagen for Arbejdsretten, der skal behandle sagen til januar. Chefen for Danske Banks personaleafdeling, Bent Jespersen, kalder det grotesk, at et fagforbund slås for at få så mange folk som muligt fyret. Han fastholder, at brevene ikke skal opfattes som en fyreseddel. »Jeg vil gerne indrømme, at den kunstneriske udførsel af brevet ikke er til ug. Og vi beklager, hvis ordlyden har kunne misforstås og har skabt unødig bekymring«, siger Bent Jespersen. Han understreger dog samtidig, at banken ikke er indstillet på at trække varslet til medarbejderne tilbage.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her