Den danske stat risikerer nu et milliontab, fordi danske myndigheder i 1998 godkendte, at det tidligere MD Foods (nu Arla Foods) fik eksportstøtte til at sælge 3.200 ton fetaost til Nordkorea. EUs revisionsret er faldet over sagen og mener, at pengene skal retur til EU-kassen, fordi den eksporterede ost var mere end et år for gammel i forhold til holdbarhedsdatoen. Samtidig blev osten nærmest foræret væk, så EU-tilskuddet på over 16 millioner kroner var mere end dobbelt så stort som selve prisen. For nordkoreanerne, der hverken før eller siden har købt dansk fetaost, var handlen et røverkøb. Prisen var 2,24 kroner pr. kilo, hvor fetaost normalt sælges for cirka det firdobbelte. »Transaktionen havde ikke noget reelt økonomisk formål og blev udelukkende gennemført for at få udbetalt støtte fra fællesskabet. Derfor burde der ikke være betalt restitutioner (eksportstøtte, red.), for produktet kunne ikke afsættes på normale vilkår«, konkluderer revisionsretten. Revisionsretten har nu overgivet sagen til EU's kontor for bekæmpelse af svig (OLAF). Kontorets talsmand, Alessandro Butticé, bekræfter, at sagen efterforskes, men ønsker ikke at kommentere den imens. De enorme mængder ost havde ligget på lager i Esbjerg i mere end et år, fordi salget til den normale aftager, Iran, blev indstillet i 1996. Men Direktoratet for Fødevareerhverv, der hører under Fødevareministeriet, afviser, at der var noget galt med osten. »Jeg kan bekræfte, at kvaliteten var i orden«, siger vicedirektør i direktoratet Preben Veilstrup Andersen. Derudover ønsker han ikke at kommentere sagen, mens den undersøges. Arla Foods tager sagen med sindsro, siger informationschef Peter Kjeldstrup, Arla. »Alt er foregået hånd i hånd med de offentlige myndigheder, der har kontrolleret og taget prøver af osten. Derfor mener vi ikke, at vi har gjort noget forkert«, siger han. Ud over at den solgte vare skal leve op til sundhedskravene er det en helt afgørende forudsætning, at varen skal kunne omsættes på markedet på normale vilkår. Det mener revisionsretten ikke, er tilfældet med en ost, der er mere end et år for gammel.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Rockens førstedame var en stærk pioner. Nu kæmper hun mod præsident Trump
-
Slut med sniksnak – nu angriber Europa langt om længe Putins svagheder
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Debatindlæg af Alexander Holm
80 år




























