Flypassagerer anmelder Premiair

Lyt til artiklen

De tre passagerer, som lørdag blev tvunget ud af Premiairs fly til Gran Canaria, valgte i går at gå videre med sagen om deres pludseligt afbrudte charterrejse, da de anmeldte Premiair til den svenske ombudsmand mod etnisk diskriminering. Allerede lørdag henvendte de tre rejsende, hvoraf to er fra Irak og en fra Egypten, sig til politiet, fordi de følte sig urimeligt behandlet af Premiair. Men politiet bad dem om at gå til den svenske diskriminationsombudsmand, som nu vil yde de tre passagerer juridisk bistand, i det tilfælde at sagen fortsætter. Skulle på charterferie Først vil ombudsmandsinstitutionen undersøge, hvad der rent faktisk skete, da de tre mænd, som til daglig er kolleger i en svensk televirksomhed, indledte deres charterferie. En ferie som var ovre, før den begyndte - angiveligt på grund af medpassagerernes angst for muslimske terrorister. »Vi har fortalt vores version, ellers ved jeg ikke rigtig, hvad vi kan gøre. Nu tager de sig af sagen, og så vil de kontakte os«, siger egypteren Ismail Fouda til Politiken. Ombudsmandens informationschef, Anders Kandelin, understreger, at hvis der har været problemer med de tre passagerers opførsel, så har kaptajnen været i sin fulde ret, da han tvang dem til at forlade flyet. »Men det, man nu må spørge om, er, om de ville have fået samme behandling, hvis de havde været svenskere, eller om der er blevet stillet ekstra høje krav til dem. Begrundelsen om, at de andre passagerer blev urolige og derfor krævede, at kaptajnen skulle reagere, er ikke gyldig, hvis deres reaktion skyldes en diskriminerende vurdering. Hvor skal man trække grænsen? Hvis personer bliver urolige af andres udseende, sprog eller tilstedeværelsen af en Koran, er det måske dem, som er i fare for flysikkerheden og bør afvises«, siger han til Dagens Nyheter. Svenske statsborgere Indtil videre er der vidt forskellige opfattelser af, hvad der skete i flyet, umiddelbart inden de tre ferierende arbejdskolleger blev smidt af flyet. To af dem er svenske statsborgere, og det ligger fast, at der hverken var problemer med de tre passagerers pas eller bagage. Ifølge Premiair fulgte de tre ikke personalets anvisninger om at sætte sig ned på deres pladser og spænde sikkerhedsbæltet. Desuden blev passagererne nervøse, da en af de tre rejste sig og gik hen til sine to kolleger, som sad længere tilbage i flyet, og hentede en arabisksproget bog, som han lige vel demonstrativt bar foran sig. Ismail Fouda afviser, at de tre har opført sig betænkeligt, og understreger, at folk stadig var på vej ind i flyet, da de besøgte hinandens pladser. Støtter kaptajnen Hos Premiair støtter man fuldt op om kaptajnens dømmekraft og fortæller, at det omkring 50 gange om året sker, at luftfartsselskabet beder passagerer om at forlade flyet. De tre kolleger har fået pengene tilbage for billetterne, der var købt hos Ving Rejser, og overvejer nu, om de skal af sted på et senere tidspunkt. »Nu er vi blevet lidt urolige, så jeg tror ikke, at vi har lyst«, siger Ismail Fouda.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her