Pædagogerne vil ikke være i samme fagforening som pædagogmedhjælperne. Fire ud af fem pædagoger har sagt nej til, at deres fagforening skal fusionere med pædagogmedhjælpernes. Det viser de vejledende afstemningsresultater i 15 ud af 23 afdelinger i BUPL, Forbundet for pædagoger og klubfolk. Dermed ser ledelsen i BUPL, som ihærdigt har anbefalet det modsatte, ud til at lide et nederlag. »Vi har hele tiden syntes, det var en meget dårlig idé at fusionere med de uuddannede. Vores politik gennem mange år har været, at alle de ansatte i institutionerne skal være uddannede pædagoger. Så vil det være underligt at være i samme fagforening som de uuddannede. Vi mener også, at vores faglighed vil lide skade, hvis vi fusionerede. Pædagoger identificerer sig med faget gennem deres uddannelse og kan derigennem løse opgaverne i institutionerne«, siger Ilse Brøgger, formand for BUPLs afdeling i Nordjylland. 535 imod 12 for I Nordjylland stemte 535 medlemmer imod, mens 12 stemte for en fusion, og bortset fra to amter er modstanden markant landet over. For selvom de arbejder i samme vuggestuer og børnehaver, så kan de uddannede pædagoger tilsyneladende ikke se den store fordel i at slå pjalterne sammen til ét stort forbund på rundt regnet 80.000 medlemmer. »Alle skulle kunne se en fordel og styrkelse i fusionen, og det er et problem for blandt andre lederne. Fagforeningen er også for dem, men det er ikke klart defineret i fusionsgrundlaget«, siger Anette Bisgård, som er medlem af hovedbestyrelsen i BUPLs afdeling i Frederiksborg Amt. Ikke i tvivl om nej Her har medlemmerne endnu ikke taget stilling, men hun tvivler ikke på, at de også primært siger nej. »Nu har vi haft to møder om grundlaget, og stemningen har været klart nej. Vi i afdelingen havde først anbefalet et ja, men det ændrede vi, da vi så grundlaget. Der er for eksempel problemer i forhold til, hvordan pædagogerne er beskrevet. Der står, at de anerkendes for deres særlige betydning for arbejdet i institutionerne. Men vi mener, at vi har en grundlæggende indflydelse«, siger hun. BUPL er sammen med blandt andre skolelærerne og sygeplejerskerne medlem af paraplyorganisationen FTF. En del af diskussionen har handlet om, hvorvidt pædagogerne skulle skifte til LO, hvor pædagogmedhjælperne er. Men LO er dyrere at være medlem af end FTF, siger Anette Bisgård. »Vi kunne jo stort set ansætte en fuldtidsmedarbejder for de penge, som vores lokalafdeling skulle betale til LO. Så det ville blive en dyr forretning for os. Det er en del af fusionsgrundlaget, så jeg går ud fra, at det også falder bort. Men jeg kan være bekymret for, om man tager spørgsmålet frem igen«. Vælge delegerede Resultaterne er kun vejledende, da afdelingerne nu skal vælge delegerede til kongressen, som begynder 7. december. De delegerede skal også tage stilling. Og selvom deres mandater ikke er bundne, mener flere, at de vil følge medlemmernes retning. Også blandt pædagogmedhjælperne er der modstand. 11 afdelinger ud af 23 har holdt afstemninger. 265 medlemmer har været imod, 222 for, og 33 har stemt blankt. Formand for BUPL, Bente Sorgenfrey, ønsker ikke at kommentere resultaterne, før alle generalforsamlinger har været afholdt. Det samme gælder for hovedbestyrelsesmedlem Nanna Højlund fra Pædagogisk Medhjælper Forbund.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
Rockens førstedame var en stærk pioner – nu kæmper hun mod præsident Trump
-
Slut med sniksnak – nu angriber Europa langt om længe Putins svagheder
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen
80 år
Klumme af Anders Jerichow
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
INTERNATIONAL KOMMENTAR




























