Den nu nedlagte og sikkert hyggelige vinklub for ansatte i SiD er ved at udvikle sig til et mareridt for forbundet. For i bedste fald er der tale om noget værre rod. I værste fald kan der være tale om momssvindel for mange tusinde kroner. Selv hævder SiD-chefen Willy Strube, at der udelukkende er tale om en privat vinklub for 30 bestyrelsesmedlemmer i SiDs industrigruppe. Og også forbundets formand Poul Erik Skov Christensen har sagt, at SiD som forbund intet har at gøre med vinklubben. Imidlertid bekræfter ejeren af det århusianske vinfirma Anthon Troup & Søn, at det telefonnummer, der står opført på en regning fra 25. september 1998, også fungerer som kontonummer i vinfirmaet. Nummeret er identisk med SiDs hovedtelefonnummer. Når I så har sendt vin over til SiD, er det så til Willy Strube eller til privatpersoner? »Nej. Det er altid kun til SiD«, siger vingrosserer Bjarne Jensen. Momspligtig Men skatteekspert Inge Nilsson fra SkatteInform understreger, at der ikke behøver være noget galt i, at vinklubben har brugt SiDs kontonummer, medmindre fakturaen optræder i SiDs regnskaber. Og det er også helt i orden, hvis en flok kolleger på en arbejdsplads privat køber vin sammen, fordi de derved kan opnå en god rabat på vinen. Vinklubben er imidlertid momspligtig, hvis den omsætter for mere end 20.000 kroner om året. Og det er der meget, der tyder på, at den gør. Willy Strube har i hvert fald selv påstået, at størstedelen af pengetransaktionerne fra I-service til hans private bankkonto stammer fra vinkøb - et tal, som ifølge TV-Avisen alene for 1998 beløb sig til næsten 90.000 kroner. Som minimum kan vinklubben altså risikere en bøde for manglende momsregnskaber. Strube afviser dække Endnu værre bliver det for Willy Strube, hvis det viser sig, at vinklubben har brugt I-service som dækfirma for at slippe for at betale moms. I så fald kan der nemlig være tale om momssvindel. Dette afviste Willy Strube i et interview med Politiken fredag. Alligevel optræder hans navn på vinregningen til I-service. »Når Willy Strubes navn optræder på en faktura til et andet firma, er det jo nærliggende at tro, at Willy Strube har noget med Ole Iversens firma at gøre«, siger skatteekspert Inge Nilsson fra SkatteInform. Hun understreger, at hun kun kender sagen fra pressen. Hjemkommune følger sag I Willy Strubes hjemkommune følger man sagen nøje. Men indtil videre har skattemyndighederne ikke tænkt sig at gribe ind. »Vi følger interesseret med i sagen, som den ruller sig ud. Men vi har ikke tænkt os at tage nogen selvstændige initiativer. Hvis vi begynder at indkalde bilag, så ville vi tumle rundt i dem, som andre også gør i øjeblikket. Når der kommer en eller anden form for afklaring, så kan vi se, om vi vil handle på det«, siger afdelingschef Mogens Sørensen, Høje-Taastrup Kommunes skatteafdeling. I-service er et lille firma, som er ejet af Ole Iversen - en af Willy Strubes gode venner. Firmaet hører hjemme i Rødovre, men Ole Iversen har sin daglige gang i SiD-huset, fordi han producerer lyd til SiD's radioprogrammer. Det var fredag aften ikke muligt at få en kommentar fra Willy Strube.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























