Politiken mandag: Et ambitiøst forsøg på at markedsføre en helt ny teknologi er foreløbig endt med en ydmygende konkurs for Legokoncernen og en række andre fremtrædende jyske erhvervsfolk. Skifteretten i Vejle har netop taget firmaet Tool-Tribe A/S under konkursbehandling, og ifølge kurator Keld Norup er der udsigt til en tocifret milliongæld. Alene Vækstfonden har 6,5 millioner kroner ude at svømme. »Der var desværre ingen vej uden om en konkurs, men der arbejdes i øjeblikket på at sikre en videreførelse, der blandt andet indebærer nye kapitalindskud fra de hidtidige aktionærer«, siger Bent Pedersen, administrerende direktør i Kirkbi A/S, der populært sagt fungerer som Legos danske pengetank. Banebrydende system Tool-Tribe A/S blev i august 1999 stiftet af Creativity Corporation A/S - et konsulentfirma i Billund, der ledes af to tidligere Legochefer, Lars Bo Jensen og Dent-de-Lion du Midi. Selskabet havde udviklet et epokegørende system, der automatisk registrerer alt, hvad der skrives på en hvid metaltavle, et såkaldt whiteboard, og kopierer teksten ned på en computer. Fra starten sad Legos ejer, Kjeld Kirk Kristiansen, selv med i bestyrelsen for Tool-Tribe A/S, og det Legoejede selskab LMX Business Development A/S postede adskillige millioner i selskabet, der havde Tele Danmarks udviklingsdirektør, Preben Mejer, som formand indtil juni i år. Selv om Tool-Tribe A/S også har fået kapitalindskud fra andre private investorer, blandt andet den tidligere ejer af Tvilum Møbelfabrik og folk fra Danica Biomedical, måtte aktionærerne i sidste uge konstatere, at pengekassen var tom. Flyvende start Konkursen kommer som en stor overraskelse. For ganske få måneder siden oplysteTool-Tribes nu forhenværende administrerende direktør, Thorkild Stokholm, nemlig, at selskabet havde fået en flyvende start. Han forventede en omsætning i år på »et trecifret millionbeløb« og et overskud på »et tocifret millionbeløb«. Ifølge Bent Pedersen har direktørens spådomme vist sig ikke at holde stik. »Budgetter er desværre taknemmelige. Selv om produktet er rigtig godt, har salget været for lille. Det er ikke nogen rar situation. Det er absolut ikke hverdagskost for denne ejerkreds at indgive en konkursbegæring, men det var desværre nødvendigt«, siger Bent Pedersen. Vækstfonden tror på patent I Vækstfonden bekræfter finansieringskonsulent Jørgen Stein, at fonden sidder tungt på alle Tool-Tribes patenter som sikkerhed for et lån på 6,5 millioner kroner. »Vi har fortsat en tro på, at den her teknologi kan ende med en succes, men hvis vi skal være med i en rekonstruktion, vil det kræve, at blandt andet Lego er parat til at skyde flere penge ind«, siger Jørgen Stein, der forventer en afklaring på Tool-Tribes skæbne inden for få uger. Det samme gør Kirkbi og Bent Pedersen. »I sådan en situation er der ikke noget, der bliver bedre af at vente, tværtimod«, siger han. Tool-Tribe beskæftigede for et års tid siden 28 medarbejdere. Da konkursdekretet blev afsagt i fredags, var der kun otte ansatte tilbage. De er nu alle sagt op og kontorerne i Vejle ved at blive rømmet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
»Jeg husker bare, at jeg stirrede på billederne på skærmen og tænkte: Kan det her virkelig passe?«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.




























