Forsikringsbranchen afviser at forhandle etik

Lyt til artiklen

Den finansielle sektor og forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen står nu mere stejlt over for hinanden end nogensinde. Årsagen er, at forsikringsbranchen følger bankernes eksempel og lader hånt om Forbrugerombudsmandens invitation til at forhandle etiske regler for behandling af kunderne. Med en uafhængig rapport lavet af lektor Ivan Sørensen, Retsvidenskabeligt Institut ved Københavns Universitet havde Hagen Jørgensen ellers tænkt sig, at forsikringsbranchen ville få sværere ved at undslå sig forhandling. Rapporten peger nemlig på en række problemer i beskyttelsen af forsikringskunder. »Det er meget utilfredsstillende. Der er sådan set ikke noget nyt i, at sektoren ikke vil forhandle. Men jeg er ikke i tvivl om, at den nye lov om finansiel virksomhed spiller ind denne gang«, siger Hagen Jørgensen. Kort fortalt har loven givet Finanstilsynet kompetence til at udstede regler om god skik i kundebehandlingen - regler, der er juridisk bindende. Forbrugerombudsmanden kan derimod kun nå sit mål om etiske retningslinjer gennem frivillig forhandling. Denne beføjelse til at lave retningslinjer har han ifølge loven stadig, selv om Finanstilsynet er kommet på banen. Men sådan fortolker forsikringsselskaberne det ikke. Steen Leth Jeppesen, direktør i brancheforeningen Forsikring & Pension: »Jeg vil ikke kommentere vores drøftelser med Forbrugerombudsmanden. Men nu er det jo Finanstilsynet, der har kompetencen til at udstede retningslinjer, efter at have snakket med Forbrugerombudsmanden og Konkurrencestyrelsen. Det er ikke nemt at finde ud af«. Men spiller I ikke på denne uklarhed for at undgå forhandling med Hagen Jørgensen? »Nej. Vi kan ikke finde ud af, hvor kompetencen ligger«, siger Steen Leth Jeppesen. Frustreret Hagen Jørgensen er frusteret over situationen. »Det er et problem, at mine beføjelser bliver devalueret, når andre får en beføjelse, der er stærkere. Jeg må konstatere, at jeg ikke kan lave retningslinjer, når de finansielle organisationer nægter at forhandle«, fastslår han. Minimums-standarder Forbrugerombudsmanden vil nu fundere over situationen efter forsikringsbranchens afslag, der har været fire måneder undervejs. En løsning kan blive, at han selv udformer et sæt minimumsstandarder for forsikringskunders vilkår, ligesom han for en måned siden gjorde på bankområdet efter pengeinstitutternes afvisning af forhandling. Men det er altså regler, der ikke binder den finansielle sektor. Finanstilsynet har endnu ikke taget stilling til behovet for at udstede etiske retningslinjer. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Økonomiministeriet til kompetencetvisten mellem Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her