Der er både plads til tango og Chesterfield i Nelson Apelblats fynske kæmpevilla, der fra arkitekt og professor Anton Rosens hånd desuden er forsynet med såvel udendørs tårne som indendørs søjler. I 1992 foretog fysioterapeut Nelson Apelblat et såkaldt impulskøb af en prægtig lille ejendom med tårn og mange vinkler i det eftertragtede kvarter Gerthasminde i Odense. Kvarteret er præget af små og store huse, bygget fra 1912-35 af en arkitekt med forkærlighed for natursten, bindingsværk, ornamentik, tårne og dekorative gavle, kort sagt: professor Anton Rosen. Hans hovedværker er Palace Hotel lige ved Rådhuspladsen i København, Tuborgs tidligere administrationsbygning og hotel - og forretningshuset Vesterbrogade 34. I Århus er det Ole Rømer Observatoriet, man fremhæver. »Jeg har altid kigget på huse og bygninger, og da jeg så dette hus, blev jeg fuldstændig betaget af fantasien og formrigdommen - ikke to vinkler er ens«, fortæller Nelson Apelblat, der kom fra Sydamerika til Danmark for 20 år siden. Sammen med sin kæreste rykkede han ind på de 350 kvm. fast besluttet på, at husets indretning skulle føres tilbage til oprindelsen - eller så tæt man kunne komme den. »En hel del havde vi håndværkere til, men ellers stod vi selv for det meste af istandsættelsen - det vil sige, det var nu mest min kæreste, der sled med malerarbejdet, og det var også hende, der valgte farverne i de forskellige rum«. Anton Rosen levede fra 1859-1928 og beskrives som en frodig og fantasifuld begavelse. Han blandede en fri historicisme med samtidens angelsaksiske arkitektur, tilsatte detaljer fra den dekorative stilart art nouveau (på tysk Jugend), men først og fremmest komponerede han sit eget personlige udtryk - en egenskab, som fik en anden arkitekt m.m., nemlig Poul Henningsen, til at mindes ham med bl.a. disse velvalgte ord ved hans død: »Professor Rosen var den frie Mand herhjemme i den lange Tid efter Aarhundredeskiftet, hvor dansk Arkitektur var selvopgivende Stilefterligning. Han troede på Tiden og dens Ret til at give sig Udtryk. Men da ingen fulgte ham, blev hans Indsats ejendommelig, isoleret og ikke tidstypisk. Han blev Undtagelsen, der bekræftede det overhaandtagende Epigoneri«. Men hvordan kom Anton Rosen egentlig til at bygge Gerthasminde, der som før nævnt er et helt kvarter bestående af store og mindre huse samt rækkehusbebyggelse. Nelson Apelblat har læst lidt på lektien og kan fortælle, at området i sin tid var ejet af en handelsgartner ved navn Rasmussen. Da gartnerens kone Gertha gik hen og døde, ville enkemanden og sønnen rejse et minde for moderen, Gerthasminde, på et stykke jord, der ikke længere skulle beplantes. Og da begge var interesserede i arkitektur, især havebyer, rejste de til Tyskland for at studere idealet. Hjemme kontaktede de Anton Rosen, som tegnede, planlagde og prægede hele området i løbet af fire år, og det var ikke bare husene, han satte sit fingeraftryk på, også så små ting som dørgreb og skiltningen med husnumrene - en slags totem - blev udført af Rosen. »Da vi købte huset, kunne vi godt bruge de mange kvadratmeter, bl.a. brugte vi den største stue til dansesal«, fortæller Nelson Apelblat, der i nogle år underviste i argentiske danse, ikke mindst tango. I flere tilfælde fungerede huset desuden som ramme ved workshopper for udenlandske dansere. »Men i dag, hvor jeg bor her alene, synes jeg faktisk, at huset er for stort - jeg kunne selvfølgelig dele det op i to lejligheder, jeg kunne også sælge det hele, men endnu har jeg ikke besluttet mig til, hvad jeg vil gøre«.