Krav om hård straf til rederi

Scandlines risikerer at få Forbrugerrådet på nakken. Polfoto
Scandlines risikerer at få Forbrugerrådet på nakken. Polfoto
Lyt til artiklen

Politiken onsdag: Scandlines bør fratages retten til at sejle på ruten mellem Gedser og Rostock, hvis der er hold i Konkurrencestyrelsens mistanke om, at rederiet har givet konkurrenten Easy Line et millionbeløb for at indstille sejladsen. Så kontant er udmeldingen fra Forbrugerrådet. For en halv snes dage siden gennemførte Konkurrencestyrelsen en razzia hos rederierne Scandlines, Easy Line og Stena Line. Det konfiskerede materiale bestyrker Konkurrencestyrelsens mistanke om, at markedet blev delt på Østersøen. Oplysningerne ryster Forbrugerrådet, som vil straffe hårdt. »Det kunne være en del af straffen, at Scandlines ikke må sejle på ruten, hvis det er rigtigt, at de har købt konkurrenten ud. Det er et vidtgående skridt, men der noget som tyder på, at det er nødvendigt. Ligesom man kan fratage folk kørekortet for spirituskørsel, så kunne man tvinge selskaber væk fra bestemte områder, hvis de blev dømt for urent trav«, siger afdelingschef Villy Dyhr fra Forbrugerrådet. Han peger på, at SAS også fortsat har monopol på flyruten mellem København og Stockholm, selv om selskabet i juli fik en bøde på 300 millioner kroner af EU-kommissionen. »Jeg er i stigende grad chokeret over de konkurrencebegræsende aftaler, der kommer for dagens lys. Der er noget, som tyder på, at store dele af erhvervslivet er bange for at konkurrere,« siger Villy Dyhr videre. Monopol Easy Line indstillede sejladsen 17. december sidste år og siden har Scandlines monopol på Østersøen-ruten. Begivenhederne i dagene før jul interesserer Konkurrencestyrelsen indgående. »Vi er ikke besiddelse af en skriftlig aftale, men vi har på kontrolbesøget fået materiale, der indikerer, at der på direktørniveau har været holdt en række møder mellem Scandlines og Easy Lines. Det kan underbygge, at man har diskuteret en markedsdeling. Og at der har været penge mellem parterne«, siger styrelsens vicedirektør Kim Sparlund. Konkurrencestyrelsen undersøger en lovlig og en ulovlig del af aftalen mellem rederierne. Scandlines betalte i julemåneden sidste år Easy Line lovligt en erstatning på seks millioner kroner, fordi rederiet havde haft ulovlige aftaler med en række buskunder. En aftale som påførte Easy Line tab, men Konkurrencestyrelsen mener, at i alt omkring ti millioner kroner skiftede hænder. Easy Line fik altså omkring fire millioner kroner sort. »Vi foretager en minutiøs regnskabsanalyse af udeståender mellem de to selskaber. Kontoudtog og betalingsstrømme skal ifølge bogføringsloven gemmes. Dem vil vi kunne kræve udleveret, men har endnu ikke bedt om det«, siger Kim Sparlund. Der er opstået strid mellem Scandlines og Easy Line om lejen af en færge, som Easy Line brugte på Østersøen. En tidligere Scandlines-direktør underskrev en lejeaftale på rederiets vegne, men Scandlines har aldrig ført lejeaftalen ud i livet. Konkurrencestyrelsen har en fornemmelse af, at lejeaftalen var et led i en sløring af pengestrømmene mellem de to rederier, men at Scandlines har fået kolde fødder. »Scandlines skulle chartre en færge fra Easy Line. Det har de så ikke gjort, men det kunne være interessant om lejen i aftalen svarer til markedsleje«, siger Kim Sparlund. Scandlines afventer Konkurrencestyrelsens materiale og vil ikke kommenterer sagen. Informationschef Gert Jacobsen afviser, at rederiet har hævet priserne markant, efter at Easy Line indstillede sejladsen. Scandlines har dog fået flere kunder og dermed en bedre forretning. En af Easy Lines ejere, Eidsiva, afviser ifølge dagbladet Børsen ethvert kendskab til ulovlige millionaftaler.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her