Politiken fredag: Der er flere rentesænkninger i vente i Europa og Danmark, lyder det samstemmende fra finansanalytikere, efter at både Den Europæiske Centralbank (ECB) og Danmarks Nationalbank i går sænkede deres ledende rentesatser. Det er godt nyt for de svækkede eurolande, men det kan blive et problem for dansk økonomi, som i øjeblikket døjer under mangel på arbejdskraft. Herhjemme skal vi i modsætning til eurolandene undgå at føre en for ekspansiv politik, derfor skærper rentesænkningen kravet om at føre en stram linje i finanslovforhandlingerne. »Dansk økonomi bevæger sig på en knivsæg i øjeblikket, så vi har ikke brug for en utilsigtet lempelse af den økonomiske politik. Rentesænkningen betyder, at kravene til finanslovforhandlinger nu er skærpet«, siger cheføkonom Bo Overvad fra Svenska Handelsbanken. Samme vurdering kommer fra cheføkonom John Madsen i Nykredit Markets. »Der er ingen politisk frihed i øjeblikket. Der er ikke plads til en mere lempelig finanspolitik, end den regeringen har lagt op til i finanslovforslaget«, siger John Madsen. Laveste arbejdsløshed i 25 år Han betegner dansk økonomis situation som lavvækst på første klasse, fordi væksten er lav, samtidig med at arbejdsløsheden er den laveste i 25 år. ECB sænkede i går renten med et kvart procentpoint til 4,25 procent, og nationalbanken benyttede lejligheden til at hugge 0,3 procentpoint af den danske styringsrente, så den nu er 4,65 procentpoint. Der er bred forventning om, at ECB sænker renten yderligere et halvt procentpoint det næste halve år - og nationalbanken er tvunget til at følge med. »Arbejdsdelingen er klar. Nationalbanken skal holde kronekursen på plads over for euro, og det gør den via renteændringer. Vi kommer nemt i den situation, at fortsatte rentesænkninger skubber til det private forbrug på et tidspunkt, hvor økonomien skal holdes i kort snor. Det understreger behovet for, at føre en stram finanspolitik ind derefter«, siger John Madsen. I Svenska Handelsbanken ser cheføkonom Bo Overvad derfor med nogen bekymring på planerne om at bruge ca. fire milliarder kroner ekstra på at forlænge barslen og søsætte nye initiativer på blandt andet forskning, IT og erhvervspolitikken. Ros til Nationalbanken Pengene er nemlig ikke fundet endnu, så risikoen er ifølge Bo Overvad, at finanspolitikken bliver lempet, stik mod behovet i økonomien. Det nytter heller ikke at finde pengene ved f.eks. at beskatte nordsøolien hårdere, sådan som der har været forslag fremme om. »Højere oliebeskatning vil måske få tingene til at hænge sammen på Finansministeriet papir. Men det påvirker ikke det private forbrug herhjemme, at A.P. Møller måske investerer lidt mindre i Nordsøen som følge af en højere skat. Så presset på arbejdsmarkedet vil bestå«, siger Bo Overvad. Hvor finansanalytikerne på forhånd er nervøse for, om politikerne kan håndtere situationen, så er der lutter ros til Nationalbankens måde at føre rentepolitik på. »Det er en succeshistorie for dansk pengepolitik. Det er lykkes for Nationalbanken at udnytte den stærke krone og den gode valutastilling til at normalisere de danske rentesatser. Den merrente, vi betalte i forhold til eurolandene efter folkeafstemningen om euro sidste år, er nu i store træk elimineret«, siger John Madsen. Nationalbankens succes illustreres af, at banken har kunnet holde renteniveuaet i sommerperioden, hvor der ellers var blæst på valutamarkeder. Både den norske og svenske krone var presset, og Sveriges Riksbank var nødt til at forsvare deres krone med renteforhøjelser. I Danmark kunne nationalbanken - midt under den svenske krise - demonstrativt sænke renten med 0,05 procentpoint.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























