Flere afviser reklamer

Lyt til artiklen

Politiken mandag: Søndagens tæppebombardement af farvestrålende tilbudsaviser er blevet for meget for stadig flere danskere. Mere end 10 procent af alle husstande - 250.000 - har sat skiltet 'nej tak til reklamer' på brevsprækken. Det er det højeste antal nogensinde, oplyser Post Danmark. Postbudene bragte i første halvår af 2001 næsten 12 millioner færre adresseløse forsendelser, som tilbudsaviser hedder på postalt dansk, ud til kunderne end i første halvår i 2000. Det er en nedgang på 2,3 procent. »Vi mærker en svag stigning år for år i folk, som ikke ønsker reklamer ind gennem brevsprækken. Der er ikke tale om dramatiske spring, men blot en jævn stigning«, siger kommunikationschef Ole Schmidt Pedersen fra Post Danmark. Der er omtrent ingen, som dropper ud af ordningen og atter ønsker at modtage reklameaviser med supermarkedernes tilbud. Ingen øboere siger nej Århusianerne er de meste negative over for reklameaviser, mens københavnerne på Nørrebro og i indre by følger lige efter. I den anden ende af skalaen findes Sejerø, hvor ingen øboere har sagt nej til at få reklamer med posten. Jerup i Vendsyssel ligger nummer to på listen over reklamevenlige. Her har blot 1,2 procent af husstandene takket nej til reklamer. På de næste pladser over reklamevenlige områder følger en stribe landsbyer i Jylland og på Sjælland. Analysevirksomheden AC Nielsen har netop sluttet en større undersøgelse om tilbudsaviser. Den viser, at i de danske hjem, hvor tilbudsaviserne kommer ind ad døren, bliver de farvestrålende tryksager læst som aldrig før. Interview med 20.000 forbrugere viser, at 91 procent af alle danskere læser tilbudsaviser. »Der er to diametralt modsatrettede tendenser. Tilbudsaviserne har stor effekt. Der er en stor gruppe forbrugere, som vælger supermarked efter tilbudene i aviserne. For dem er det en sport at købe billigt ind. Mens det helt klart er et storbyfænomen at sige nej til reklamer. Der er stadig stor forskel på at bo på landet og i byen«, siger underdirektør Irene Iversen fra AC Nielsen. Det overrasker Irene Iversen, at århusianerne er mere negative over for reklameaviser end københavnerne. »Det må være, fordi de studerende fylder mere i billedet. Der nemlig sammenhæng mellem uddannelsesniveau og afvisningen af reklamer«, siger Irene Iversen. FDB med kæderne Obs, Superbrugsen, Fakta, Irma og en stribe mindre brugser er ikke bekymret over danske husstandes stigende ulyst til at få reklamer ind ad døren. »Det er ikke særlig fornuftigt at bruge ressourcer på at lade drenge løbe rundt med reklameaviser til folk, som alligevel ikke vil have dem. Det skaber kun irritation,« siger kommunikationschef Jens Juul Nielsen fra FDB. Der findes ingen sikker viden om, hvilke type husstande som siger nej til reklamer. »Det er formentlig bevidste forbrugere, der vælger reklamerne fra. Og det er netop dem, som i forvejen er kunder i brugsen. De ser vores tilbud, når de kommer i butikken. En del går også ind på Internet og ser vores hjemmeside, hvor der findes tilbud« siger Jens Juul Nielsen. Irene Iversen er enig i, at det formentlig er meget bevidste forbrugere, som afviser reklamer, men gør opmærksom på, at de 250.000 reklamefrie husstande er en interessant gruppe forbrugere med gode indtægter. »Det er en gruppe, som er vanskelig at nå med reklame, men de kommer ud at handle, så det gælder om at have attraktive tilbud i butikkerne. Også selve butikskonceptet tiltrækker den gruppe. Det kan for eksempel være koncepter med økologi eller uden genmodificerede varer«, siger Irene Iversen. Danskere, som ønsker at komme med i 'nej tak til reklamer'-ordningen, skal gå på posthuset og tilmelde sig ordningen. Her vil de få udleveret den lille røde mærkat, som fortæller postbudet, at der ikke skal reklamer ind ad brevsprækken. Mærkaten bliver respekteret af Post Danmark og store private distributionsfirmaer, mens det er mere tvivlsomt, om det lokale pizzeria tager mærkaten højtideligt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her