Politiken søndag: Selv om det nu efterhånden er ti dage siden koncerndirektør Vagn Sørensen blev sparket ud af SAS, fordi han havde løjet om sin andel i SAS-Maersk skandalen, repræsenterer den fyrede chef stadig SAS udadtil. Ifølge et udtræk fra Erhvervs- og Selskabssstyrelsen er Vagn Sørensen fortsat aktivt medlem af bestyrelsen for SAS International Hotel A/S, og han optræder også som næstformand for SAS Cargo Group A/S; i øvrigt begge steder med SAS-koncernchef Jørgen Lindegaard som formand. Samme Jørgen Lindegaard afviste i går på det bestemteste, at det er planen, at Vagn Sørensen skal fortsætte i de pågældende bestyrelser. »Det er en klar fejl. Vagn Sørensen er helt ude af SAS, og jeg kan ikke forklare, hvorfor hans udtræden af de pågældende bestyrelser ikke er registreret endnu«, siger Jørgen Lindegaard. Ifølge udtrækket fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har kartelskandalen hidtil ikke kostet Vagn Sørensen en eneste af hans hidtidige tillidsposter i dansk erhvervsliv. Den fyrede SAS-chef er derfor fortsat medlem af bestyrelserne for bl.a. Codan, E-force, IHI Holding, Cimber Air samt børsnoterede Sophus Berendsen. I sidstnævnte virksomhed har bestyrelsesformand Jan Frøshaug dog oplyst, at den øvrige bestyrelse senere på måneden skal drøfte Vagn Sørensens fortsatte sæde i bestyrelsen. Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Vagn Sørensen.
Fyret koncernchef stadig aktiv i SAS
Lyt til artiklen