Politiken mandag: Under overskriften 'Føj, hvor den sag stinker', lancerede Dagbladet B.T. i går et opsigtsvækkende frontalangreb mod politiets efterforskning i PFA- sagen, der netop i disse dage og måneder verserer som ankesag i Østre Landsret. Over forsiden og to hele avissider beskyldte B.T.s chefredaktør Kristian Lund politiet for ensidigt at være gået efter Kurt Thorsens skalp og for at have satset alt på at bevare Rasmus Trads' troværdighed. Ifølge redaktøren »emmer sagen af råddenskab« i en grad, så tilliden til anklagemyndigheden og selve det system, den repræsenterer, har fået et knæk. På det redaktionelle plan blev chefredaktørens angreb fulgt op af et interview med advokat Jakob Lund Poulsen, der som medlem af Advokatrådets Strafferetsudvalg blev citeret for et udsagn om, at »Kurt Thorsen ikke har fået en fair behandling af politiet«. Ifølge B.T. vil Advokatrådet rejse spørgsmålet om den manglende objektivitet i efterforskningen af PFA-sagen over for anklagemyndigheden og domstolene »for at sikre, at tiltalte og sigtede i straffesager får en fair behandling«. En temmelig pikeret Jakob Lund Poulsen afviste i går kategorisk over for Politiken, at han har udtalt sig kritisk om politiets efterforskning i PFA-sagen. »Jeg har ikke over for B.T.s journalister kritiseret efterforskningen i sagen, som jeg slet ikke kender i detaljer. Jeg har blot på det helt generelle plan udtalt, at det er uhensigtsmæssigt, hvis der dukker oplysninger op i en ankesag, som kunne have været lagt frem tidligere«, siger Jakob Lund Poulsen. Han afviser lige så kategorisk, at Advokatrådet vil rejse spørgsmålet om politiets efterforskning i PFA-sagen over for anklagemyndighed og domstole. »Det jeg har sagt, er, at vi på det seneste har set nogle sager, hvor politiet ikke har levet op til kravene om objektivitet, og at vi derfor helt generelt vil rejse debatten i Strafferetsudvalget, med henblik på at drøfte spørgsmålet med anklagemyndigheden«, siger Jakob Lund Poulsen, der tilføjer, at hans optræden i B.T. »har fået en drejning og opsætning, der langtfra er dækkende for mine synspunkter«. Kristian Lund fastholder, at Lund Poulsen er citeret korrekt. »Jeg har svært ved at forestille mig, at han har skiftet mening fra dag til dag«, siger Kristian Lund, der fastholder kritikken af politiets indsats i PFA- sagen. Det særdeles harske angreb tager sit udgangspunkt i de seneste ugers begivenheder i Landsretten, hvor Rasmus Trads' hidtidige forklaringer er blevet skilt fra hinanden godt og grundigt. Kristian Lund betegner det således som »pinligt«, at det først er i landsretten, at Rasmus Trads er blevet afsløret som løgner, blandt andet på baggrund af nye teleoplysninger. Undlod at ransage Forklaringen er, mener redaktøren, at politiets efterforskning har haft alvorlig slagside og været præget af 'dybt betænkelige huller'. Konkret peger Kristian Lund på, at politiet undlod at ransage Rasmus Trads' hjem, da skandalen blev afsløret i januar 1999. Samtidig anklager redaktøren en af de centrale politifolk, vicekriminalkommissær Frede Lagersted, for at have pyntet på en afhøringsrapport. Episoden affødte siden en alvorlig næse til Lagersted fra Statsadvokaten for Sjælland. Den kommende chef for Københavns Politis Bedrageriafdeling, Niels- Jørgen Abildgaard, der har været central i PFA-sagen, stempler kritikken fra B.T. som »helt uberettiget«. »Vi har efterforsket denne sag med samme grad af objektivitet som altid, og jeg kan forsikre alle for, at vi også er gået meget hårdt til Rasmus Trads. Der er imidlertid den forskel på Rasmus Trads og Kurt Thorsen, at Rasmus Trads har udtalt sig til politiet, mens Kurt Thorsen har nægtet at udtale sig. Det gør en meget stor forskel. Hvis Kurt Thorsen havde ønsket en efterforskning af det ene eller andet forhold, kunne han have bedt om det, men han nægtede helt at udtale sig til os«, siger Niels-Jørgen Abildgaard, der tiltræder som bedragerichef 1. september. Da PFA-sagen verserer som ankesag ved Østre Landsret, ønsker Niels-Jørgen Abildgaard ikke at kommentere de enkelte kritikpunkter i detaljer. »Men vedrørende Frede Lagersted har vi taget statsadvokatens kritik til efterretning og også beklaget det hændte. Det er en klar fejl, for alle rapporter skal naturligvis skrives helt præcist, og her var der en lille nuance. Men at bruge dette tilfælde til at stemple efterforskningen som uduelig og enøjet, er der et meget stort spring«, siger han. PFA-sagen fortsætter i dag i Østre Landsret med en afhøring af Kurt Thorsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























