Thorsen under pres i hed stol

Lyt til artiklen

Politiken torsdag:Gråt jakkesæt i Prince of Wales-tern og stramtsiddende gult slips. Thorsen lod ikke varmen anfægte stilen på den første dag i vidneskranken. Anklageren leverede ikke nogen overraskelse i form af et fældende bevis mod Thorsen, der til gengæld havde en hukommelse som en schweizerost. »Det gik fremragende«, konstaterede Kurt Thorsen på vej ud af retslokalet. Anklager Henrik Steen Andersen - i hvid sommerskjorte - gik ellers hårdt til Thorsen på afgørende datoer i den omfattende svindelsag ved hjælp af en byge af teleoplysninger. Oplysninger, der kortlagde Kurt Thorsens og Rasmus Trads' færden på de dage, da dokumenter med falske André Lublin-underskrifter blev fabrikeret. Underskrifter, som Thorsen hele tiden har hævdet, at han troede var ægte. Anklageren borede navnlig i begivenhederne i efteråret 1998, hvor PFA stiller garanti for et lån i den spanske bank, Banco Bilbao Vizcaya, på næsten en milliard kroner. Pengene skal bruges til at bygge 700 lejligheder og erhvervsbyggeri i La Cala i Spanien. Spørgsmålet, som anklageren rejste, er, om det kunne lade sig gøre at få en ægte Lublin-underskift på dokumenterne 8. december 1998. Dokumenterne bliver notarpåtegnet ved et-tiden om eftermiddagen. Politiets efterforskning har vist, at dokumenterne blev fremstillet på en computer på Thorsens københavnerkontor på Vesterbrogade tæt ved Zoologisk Have. Det erkendte Thorsen også. Dokumenterne kom ud af computeren få minutter i klokken 12, så der var altså en lille time til at få en Lublin-underskift på dokumenterne og bragt dem til notaren. »Jeg fik dem hurtigt bragt ned i en taxa. Chaufføren fik 500 kroner for drøne gennem byen og aflevere dem i receptionen hos PFA, hvor Trads så skulle have fat i Lublin«, forklarede Thorsen i retten. Teleoplysninger afslører, at Trads er på vej mellem PFA-bygningen på Østerbro og Indre By klokken 12.49, så Trads havde mellem 20 og 30 minutter til at få fat i Lublin, gennemgå dokumenterne og få underskriften. Anklageren undrede sig over, at Thorsen kunne tro på, at et grundigt ordensmenneske som Lublin ville ordne en så omfattende sag på nogle få minutter. »Det drejede sig blot om en ændring af nogle i forvejen kendte dokumenter, så det ville ikke tage lang tid at sætte sig ind«, forklarede Thorsen. Det uddybede han efter retsmødet. »Selvfølgelig er det en stram tidsplan, men hvis man vil, så kan det lade sig gøre«, sagde Thorsen. Hans forsvarer, advokat Ebbe Mogensen, betegnede gårsdagens afhøring som »stille og seriøs«. Han mente ikke, at det stramme tidsforløb var et problem for Thorsen. »Det ser plausibelt ud fra Thorsens standpunkt. Han tror, at Lublin sidder og venter på dokumenterne. De bliver præsenteret for ham af en betroet direktør, Rasmus Trads, og er blot på halvanden side,« sagde Ebbe Mogensen. Forløberen for dokumenterne fra 8. december er skrevet tre uger tidligere, men selvom Thorsen erkendte, at hans håndskrift fandtes på dem, så kunne han intet huske om tilblivelsen af dokumenterne. Men heller ikke den svigtende hukommelse, mente Ebbe Mogensen gav Thorsen vanskeligheder. »Det er bedre, at Thorsen siger, at han ikke kan huske noget, end at han begynder at gætte på begivenhedsforløbet«, sagde Ebbe Mogensen. Henrik Steen Andersen undrede sig i det hele taget gennem hele afhøringen over, at Trads havde mandat til at gå så langt på PFAs vegne, som han gik. Thorsen havde bygget for PFA op gennem 1980erne og kendte den grundige sagsbehandling, som i byggebranchen var kendt som 'vridemaskinen'. »Det har ikke været min opgave at kontrollere relationerne mellem Trads og Lublin. Trads har fået det materiale om det spanske projekt, som han bedt om. Han havde fået visitkort på centrale personer, som han bare kunne ringe til«, sagde Kurt Thorsen Afhøringen af Thorsen fortsætter i næste uge.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her