Minister vil drøfte regler for sort arbejde

Lyt til artiklen

Ulønnede vennetjenester er ikke sort arbejde og har aldrig været det. Derimod skal man betale skat af lønnede ydelser, som man udfører for andre. Det siger skatteminister Frode Sørensen (S) til Ritzau. Han vil drøfte, om reglerne for sort arbejde kan præciseres, når han mødes første gang efter sommerferien med den radikale skatteordfører Anders Samuelsen og den socialdemokratiske skatteordfører Jens Peter Vernersen. De radikale mener, at ulønnede vennetjenester ikke skal beskattes, når der ikke er en fast aftale om en modydelse. Desuden vil de radikale fritage håndværkere for at betale skat af arbejde på deres eget hus. »Jeg vil gerne slå meget præcist fast, at vennetjenester er ikke sort arbejde og har faktisk aldrig været det«, siger skatteministeren. Derimod skal bygningshåndværkere som murere principielt betale skat, hvis de arbejder på deres eget hus. De radikale peger i deres oplæg på, at bilmekanikere, bankfolk og jurister slipper for skat, hvis de udfører ydelser for sig selv. Det er ikke en ny retspraksis. Landsskatteretten fastslog i 1986, at to svogre - en murer og en bilmekaniker - skulle betale skat, når de hjalp hinanden med ydelser, påpeger Frode Sørensen. »En gang imellem flyttes grænserne. Noget af det, man for tyve år siden betragtede som sort arbejde, det betragter man ikke som sort arbejde i dag. Men vennetjenester, hvor man slår græs eller lægger fliser for naboen, er ikke sort arbejde«, siger skatteministeren. Han afviser et forslag fra den konservative skatteordfører Flemming Hansen om en bagatelgrænse på 3000 kr. for vennetjenester. Skattemyndighederne kan ikke administrere en ordning, hvor dén, der udfører arbejdet, skal holde øje med, hvornår grænsen er nået. Ifølge Rockwoolfonden udgør sort arbejde en værdi på 34 mia. kr. årligt, men beløbet omfatter også vennetjenester. Venstres skatteordfører Mariann Fischer Boel mener, at Socialdemokratiet og de radikale er på kollisionskurs. Før sommerferien foreslog Frode Sørensen, at folk skulle kunne straffes, hvis de får lavet arbejde uden moms, påpeger hun. »Venstre er meget enig med de radikales ønske om at begrænse statens emsighed. Angiveri og overvågning af borgerne, som Socialdemokratiet lagde op til, er usympatisk. Derfor er det positivt, at de radikale slår på helt andre strenge«, siger hun. Kristeligt Folkepartis skatteordfører Flemming Kofod-Svendsen ønsker ikke skat på ulønnede vennetjenester som havearbejde. Dansk Folkepartis skatteordfører Klaus Kjær vil fjerne sort arbejde ved at sænke skatten. Desuden skal myndighederne skelne skarpere mellem sort arbejde og vennetjenester, mener han. »Folks moral fejler ikke noget. Problemet er bare, at skattetrykket er så voldsomt, at folk nærmest i selvforsvar tvinges til at fifle sig igennem, hvor de kan«, siger Klaus Kjær.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her