SAS-chefs afgang kostede 600 mio. kr.

Vagn Sørensen. Foto: Morten Langkilde
Vagn Sørensen. Foto: Morten Langkilde
Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Den detroniserede SAS-chef, fhv. koncerndirektør og vicekoncernchef Vagn Sørensens afgang har kostet aktionærerne omkring 600 mio. kr. Det viser udviklingen i børskursen, siden han i fredags meddelte sin afgang. Vagn Sørensen oplyste, at han føler sig medansvarlig i, at der var indgået en ulovlig aftale med Maersk Air, selv om han ikke selv havde indgået den. Det fik kursen til at falde med 2,50 kr. til 75,50 kr. i fredags, og i går faldt den yderligere med 1,50 kr. til 74 kr. Det er med runde tal et samlet fald til en værdi af 600 mio. kr. Direktør i SAS Danmark Gunnar Tietz er ikke i tvivl om årsagen til kursfaldet. »Det går som bekendt ikke for godt for tiden i luftfartsindustrien som helhed, så derfor er der en tendens til kursfald, men der kan da ikke herske tvivl om, at Vagn Sørensens afgang fra SAS-ledelsen er den altdominerende grund til de sidste to børsdages kursfald«, siger han. Beklagelse Både koncernchef Jørgen Lindegaard og stort set alle tillidsfolk har beklaget, at Vagn Sørensen valgte at forlade sit job i SAS. Fra flere sider er det blevet nævnt, at han ville blive svær at undvære. Han skal fremover stå til rådighed for Jørgen Lindegaard. Indtil videre hedder det officielt, at han skal beskæftige sig med og rådgive koncernchefen om områder i den store koncern, der ikke har med luftfart at gøre. Hans store ansvarsområder er fordelt på den øvrige ledelse med hovedvægten til koncerndirektør Marie Ehrling. Den nærmeste fremtid bringer formentlig ingen trøst for de hårdt prøvede aktionærer i det skandinaviske luftfartsselskab. På onsdag skal bestyrelsen diskutere hele skandalen omkring EU-bøden på 297 mio. kr., og samtidig offentliggøres kvartalsregnskabet. Blandt analytikere er der enighed om, at SAS må nedjustere forventningerne til overskuddet i indeværende regnskabsår. Så sent som i går var såvel Jyske Bank som investeringsbanken Merrill Lynch ude med prognoser, der peget nedad for det endelige regnskabsresultat i forhold til de forventninger, der blev skabt tidligere på året. Her er det dog ikke den aktuelle skandale, men det faldende passagertal både i SAS og i branchen generelt, der er årsagen til de faldende forventninger. Kræver forklaring Men det er EU-bøden og dens konsekvenser, der optager sindene, og den danske medarbejderrepræsentant i bestyrelsen, fællestillidsmand Helmuth Jacobsen, vil kræve en meget bedre forklaring, end den, der hidtil har været fremme, på, hvordan det kunne gå så galt. »Vagn Sørensen siger jo, at han ikke selv har lavet den ulovlige aftale, og jeg tror ham«, siger Helmuth Jacobsen. »Jeg har mine tvivl om, hvorvidt de mennesker, der har siddet ved forhandlingsbordet på SAS-siden, har haft den fornødne kompetence. Selvfølgelig kan ledelsen finde ud af, hvem disse mennesker er. Det vigtige for mig er ikke at få de pågældende fyret. Tværtimod mener jeg ikke, at de skal fyres. Men jeg vil have sikkerhed for, at der er en rød tråd gennem virksomheden, så der gælder samme regler for ansvaret og konsekvensen, når det går galt. I denne sag kan man konstatere, at der i hvert fald er handlet særdeles uprofessionelt, og SAS er jo ikke nogen kælderbutik. Det er et ordentlig foretagende, der skal drives professionelt«. Tillidsmænd mødes Tillidsmændene for medarbejderne i de tre skandinaviske lande mødes i dag til et formøde, som det er sædvane forud for bestyrelsesmøderne. Her vil man prøve at nå til enighed om en fælles optræden, og Helmuth Jacobsen siger, at han forventer opbakning fra sine kolleger i kravet om en bedre redegørelse, end den ledelsen hidtil har kunnet præstere. Økonomichef i Sveriges LO Kurt Norberg sagde i går i den svenske presse, at bestyrelsen må give en redegørelse for, hvad der virkelig er sket i denne sag. »Hvis det viser sig, at bestyrelsen kendte til de ulovlige aftaler, må ejerne skifte bestyrelsen ud«, sagde han - bl.a. Svensk LO ejer 0,8 procent af aktierne i SAS. Han tilføjede dog også, at der ikke er tegn på, at bestyrelsen skulle have kendt til ulovlighederne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her