Nye regler for sort arbejde

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Skatteminister Frode Sørensen (S) er parat til at se på den særregel, som betyder, at bygningshåndværkere stilles anderledes end alle andre, når det gælder sort arbejde. »Det er nok ret og rimeligt at se på, om det er et område, hvor tingene har forandret sig, siden reglerne blev lavet«, siger Frode Sørensen. Han nævner som eksempel, at en tømrer køber sig et nyt køkken, som han selv sætter op. »Efter de gældende regler skal han betale skat af det arbejde. Men det er nok et område, som vi er nødt til at tage op til ny vurdering. Det er muligt, at særreglen skal falde helt bort«, siger Frode Sørensen. Han mener dog, at det er for tidligt at give helt håndfaste løfter. »Nu skal vi lige have tid til at se på tingene. Det er jo ikke meningen, at vi skal åbne en ny flanke«, siger Frode Sørensen. Skatteministerens nye signaler kommer, efter at den radikale skatteordfører, Anders Samuelsen, mandag gik i offensiven for at få enklere regler, når det gælder sort arbejde - og dermed bedre retssikkerhed på området. Diskriminerende Anders Samuelsen forlanger bl.a., at de diskriminerende særregler for bygningshåndværkere bliver ophævet. Bygningshåndværkere er som den eneste faggruppe altid underlagt skattepligt, hvad enten det er deres eget hus, de reparerer på, eller om udøver deres fag som ren vennetjeneste på naboens hus. Særreglerne er et levn fra lavstiden, men i dag ser Byggeriets Arbejdsgivere anderledes på det. »Det tjener ikke nogen til ære at opretholde syge særregler. Den skal væk, uanset om der er tale om en mester eller en ansat. Og uanset om det drejer sig om arbejde på eget hus eller om en vennetjeneste«, siger Jens Klarskov, adm. direktør i BYG. Vennetjenester Skatteminister Frode Sørensen siger også, at han er parat til at se på, om reglerne for sort arbejde i øvrigt kan præciseres, som Anders Samuelsen har forlangt. Men han understreger, at »vennetjenester ikke er sort arbejde og faktisk aldrig har været det«. Også en række skatteeksperter slår fast, at reglerne - når man ser bort fra særreglen om bygningshåndværkerne - allerede i dag er sådan, som Anders Samuelsen efterlyser: Nemlig at vennetjenester kun er skattepligtige, hvis der på stedet bliver aftalt en konkret modydelse. »Det er uhyre sjældent, at vi oplever, at folk reelt er i tvivl om, hvorvidt de har udført sort arbejde eller ej. De fleste ved godt, at det er i orden at slå græs for naboen, men at det ikke er o.k. at lægge tag på naboens hus til gengæld for at han installerer et nyt køkken«, siger kontorchef i Skatteministeriet, Birgitte Christensen. Flere skatteeksperter mener da heller ikke, at der i praksis er tale om et reelt problem. »Jeg giver Anders Samuelsen ret i, at der er en gråzone, men på den anden side kan jeg som skattechef ikke komme i tanke om nogen sag, hvor der har været tvivl om, hvorvidt der var tale om sort arbejde eller ej«, siger Henrik Pontoppidan, skattechef i Gladsaxe Kommune. Han får opbakning fra rådgivende skatterevisor og medlem af Ligningsrådet, Christen Amby. »Jeg tror ikke, at problemet er så stort, som de radikale gør det til. Der vil altid være en gråzone. Det tror jeg ikke, at der er noget at gøre ved«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her