De fortabte sønner

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: Det har været en ekstraordinær smertefuld beslutning for Mærsk McKinney Møller at skulle sige farvel til Bjarne Hansen og Ole Dietz. Selv i A.P. Møller, der har langt flere 25-, 40- og 50-års-jubilæer end andre virksomheder, blev de betragtet som veteraner - med henholdsvis 44 og 29 år i firmaets tjeneste. Og Bjarne Hansen var oven i købet tidligere personlig sekretær for hr. Møller og idémanden bag det luftfartsselskab, der endte med at være scenen for hans fald. Men som Mærsk himself sagde i et interview med dagbladet Børsen i maj i år: »Vores navn er det vigtigste, vi har - dernæst vore medarbejdere«. Og navnet har i flere årtier været det mest respekterede i dansk erhvervsliv. I dagbladet Børsens store imageundersøgelse ligger både firmaet og dets to topledere Mærsk McKinney Møller og Jess Søderberg klart i toppen - kendetegnet af ord som etik, hæderlighed, troværdighed og ikke mindst det særlige A.P. Møller-begreb »rettidig omhu«. Og det er ikke »rettidig omhu« at lave ulovlige kartelaftaler, som giver en bøde på 97 millioner kroner fra EU-kommissionen. Det er A.P. Møllers femte EU-bøde på syv år, men forskellen fra tidligere er, at denne gang er topledelsen enig i afgørelsen. Og altså uenig med Maersk Airs administrerende direktør Ole Dietz og bestyrelsesformand og skibsreder Bjarne Hansen, der var ansvarlige for aftalen. Skæbnens ironi Det er skæbnens ironi, at det var en konkurrencebegrænsende aftale med SAS, der blev den 61-årige Bjarne Hansens fald. I sin tid som direktionssekretær i slutningen af 1960erne foreslog han hr. Møller, at »foretagendet« - som Mærsk McKinney i daglig tale kalder virksomheden - også forsøgte sig med luftfart. Hr. Møller var ikke meget for ideen, blandt andet fordi »havenes frihed« ikke eksisterede i det stærkt lovregulerede luftrum. Så da Maersk Air alligevel blev en realitet fra januar 1970, var det naturligt, at Bjarne Hansen som salgschef og senere som direktør arbejdede standhaftigt for liberaliseringer. Hans kæphest var, at SAS' monopol hæmmede en sund udvikling for den skandinaviske lufttrafik, og han bombarderede trafikministeriet med klager over, at SAS ikke overholdt sine koncessionsforpligtigelser. Han var også i nogle år en af EU-kommissionens rådgivere, når Bruxelles ville skabe friere konkurrence i luften. Derfor var det også overraskende, at det mangeårige kritiske forhold til SAS i 1998 blev afløst af en samarbejdsaftale - der altså viste sig at blive for vidtgående. Bjarne Hansen kendetegnes som »overordentlig dygtig på sit felt«, »en mand man kunne stole på, når man indgik aftaler« og »en af Mærsk McKinneys absolutte yndlinge«. Han sørgede for at spare, hvor der spares kunne - han kørte for eksempel altid i brugte tjenestebiler. Og han var lige så ivrig tilhænger af de uhyre detaljerede retningslinier i firmaet, som hr. Møller selv - han har blandt andet udstedt ordre om, at grønne planter i firmaet maksimalt måtte være 40 cm høje. Sin fritid tilbragte Bjarne Hansen ofte med at følge Maersk-fly på computeren - for at tjekke, om de overholdt tidsplanen. Denne rettidige omhu - og hans succes med at skabe overskud i flyselskabet år efter år - var baggrunden for, at den tidligere tamburmajor i Livgarden på hr. Møllers foranledning blev slået til ridder af Dannebrog for fem år siden. Og at han for fire år siden blev udnævnt til skibsreder og derved partner i A.P. Møller. En prestigefyldt post, som ifølge Mærsk McKinney Møller kun tilkommer »loyale, dygtige, flittige, førsteklasses mennesker«. Bjarne Hansen skal nu forlade sin 1930er-villa på Rågevej i Hellerup for at lede A.P. Møller Gruppens aktiviteter i Singapore. Det er verdens største havn og således langtfra som at blive sendt til Langtbortistan, men alligevel: Trafikken af skibsredere plejer at gå derfra til Esplanaden - ikke omvendt. Hansens føl Administrerende direktør i Maersk Air Ole Dietz må derimod sige farvel til hele foretagendet. Ligesom Bjarne Hansen er han shippinguddannet og videreuddannet på Havard Business School. Men han har ikke den samme personlige tilknytning til hr. Møller og har primært fungeret som Hansens føl. Han var vicedirektør, da Hansen var administrerende, og blev administrerende i 1999 efter flere succeser. Blandt andet bankede han datterselskabet Estonian Air op på niveau med et velsmurt vestligt flyselskab. Tilbage som skibsredere i A.P. Møllers direktion er nu foruden Jess Søderberg Knud Stubkjær, Tommy Thomsen og Kjeld Fjeldgaard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her