Ens tøjstørrelser på vej

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Det skal være slut med fejlkøb og forvirrede kunder, der ikke kan hitte rede i tøjstørrelserne. Det mener den europæiske tøjbranche, der vil ensrette tøjstørrelserne i Europa. Målet er, at alle EU-landende skal have et fælles tøjstørrelsessystem, så forbrugerne kan være sikre på, at de skal have samme størrelse tøj, uanset om det er produceret i Italien eller Danmark. Som det ser ud nu, hersker der nærmest anarki om tøjstørrelserne i Europa. En dansk kvinde, der normalt bruger størrelse 40 herhjemme skal for eksempel bruge en størrelse 42 i Frankrig, mens hun skal helt op i en størrelse 46 i Italien. »En medium bør være en medium lige meget i hvilket land, man køber tøj. Det er jo ikke så sjovt for de mennesker, som ikke ligner parisermodeller at skulle spørge om en størrelse XXL i Sydeuropa, når de bruger en størrelse large normalt«, siger Niels Mikkelsen, direktør i Esprit. Hos Esprit har man bevidst valgt at mærke tøjet med både den danske, franske, italienske, engelske og amerikanske størrelse. Men sådan er det langtfra i alle tøjkæder. I lingeriforretningen Wonderwear på Strøget i København står en teenager fra Bornholm og kigger på det kulørte raffinerede lingeri. Hun har lige været inde og prøve nogle trusser og har dybe furer i panden. »Det er altså deprimerende, når man skal helt op i størrelse ekstra large. Normalt bruger jeg medium, men de her trusser er lige så små som ekstra small«, siger Mia Pedersen og vifter opgivende med de franske trusser. De to ekspedienterne i Wonderwear, Jeanette og Ditte, mener imidlertid, at det vil forvirre mere, end det vil gavne, hvis tøjstørrelserne bliver ensrettet. »Jeg tror, det vil tage alt for lang tid for kunderne at vende sig til et nyt størrelsessystem. De fleste af vores kunder ved godt, at det franske og italienske undertøj er mindre end det engelske og tyske. Og er de i tvivl, er det jo netop vores opgave at informere om den rigtige størrelse«, siger Jeanette. Fejlkøb I de danske postordrefirmaer oplever man, at mange kunder sender deres varer retur, fordi de bestiller forkerte størrelser. »Meget af tøjet bliver produceret i Tyrkiet og Hong Kong, hvor folk generelt er meget lavere i højden end i Skandinavien. Derfor får vi sendt ti procent af vores tøj retur«, siger Ralf Heckler, direktør for postodrefirmaet Avion, der derfor glæder sig til den nye EU- standardisering af tøjstørrelserne. Harmoniseringen af tøjstørrelserne behandles i øjeblikket i en arbejdsgruppe med repræsentanter fra blandt andet Adidas, H&M, Esprit og Triumph. Arbejdsgruppen blev etableret i 1996, og er nu nået så langt med udviklingen af det nye størrelsessystem, at de bare venter på den endelige godkendelse fra EU.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her