PFA-sagen: Gensyn med vennerne

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: Det lignede på mange måder en genudsendelse og var lige så ophidsende. Rasmus Trads spiser stadig gule gajoler, og Kurt Thorsens forsvarere foretrækker de blå. En del af tilhørerne, de fleste af journalisterne og næsten alle vidnerne er de samme. Men der mangler noget. For selv om tonen stadig er let og let opgivende, som når en skoleklasse samles efter sommerferien, har alvoren indfundet sig i PFA-sagen. Efter byretssagens mange barokke sammenstød mellem Kurt Thorsen og Rasmus Trads har de to hovedpersoner på forhånd truet med værdig tavshed uden for retten. Og sådan blev det, da landsretten åbnede sagen i går: »Jeg har ingen anden kommentarer, end at det er en dejlig morgen. Og at jeg har tillid til, at landsretten frikender mig«, sagde Kurt Thorsen, mens Rasmus Trads næsten diplomatisk gav udtryk for, at han følte sig bedre rustet end i byretten. Dagens eneste aparte optrin kom, da en kvinde kort før retsmødet trængte ind i retslokalet og begyndte at råbe om Jesus Christ og Grundtvig, indtil en kvindelig ansat ved landsretten satte en hånd i brystet på hende og skubbede hende ud på gangen. »Er det et vidne, vi kan bruge?«, spurgte Rasmus Trads' forsvarer Ervin Birk Nielsen, inden alvoren og varmen sænkede sig over lokalet, der hurtigt blev så varmt, at retsformand Erik Kjærgaard tillod forsvarere og anklager - og sig selv - at tage kåberne af. Iført skjorteærmer kunne dommere og domsmænd så høre anklager Henrik Steen Andersen bruge hele den første retsdag på dokumenterne fra byretsdommen. Den kværnende oplæsning gjorde de fleste blikke fjerne, og Kurt Thorsen fik hurtigt tunge øjenlåg, men han afviste i pausen, at han havde svært ved at koncentrere sig: »Det gælder om at holde antennerne ude, når der er nogen, som vil sætte dig seks år i fængsel«. Mens Rasmus Trads og forsvarerne sad med ansigtet rettet lige mod dommernes podie, havde Thorsen drejet stolen lidt skråt, væk fra de strenge dommere og mod tilhørerpladsernes journalister og andre nysgerrige, hvor han tydeligvis føler sig noget mere hjemme. Spørgsmål om tab Under sin præsentation af sagen kunne anklageren sætte nye tal på tabene hos de banker og forretningsfolk, der blev snydt af de falske PFA-garantier. Regningen står i øjeblikket på 319,6 millioner kroner, men den behøver udlandsdanskeren Finn Harald Simonsen ikke bekymre sig om. Selv om han flere gange lånte Kurt Thorsen penge til det spanske byggeprojekt og - mod en forfalsket PFA-garanti - kautionerede for et lån på 180 millioner kroner i Amagerbanken, har han rent faktisk tjent penge på sagen. Finn Harald Simonsen fik nemlig sikkerhed i selskabet CVI International, som siden er solgt med en fortjeneste. »Det kan da være, at der bliver tale om et lille honorar«, mente Kurt Thorsen. Det er ikke sikkert, at det er tilfældet, og der er ikke tvivl om, at de besvegne investorers regnestykke vil blive pillet fra hinanden af forsvaret. Thorsens mand Ebbe Mogensen ville ikke kommentere tabsopgørelsen, men lovede, »at det ville komme senere«, mens Ervin Birk Nielsen overvejer at få en ekstern vurdering af det spanske projekts økonomi. »Var de forskellige byggerier og andre planer blevet gennemført, kunne det have været med overskud«, mener Trads' forsvarer. Anklageren ved godt, at der bliver debat om tabenes reelle størrelse, men gjorde det i sin introduktion klart, at han betragter den diskussion som akademisk: »Et bedrageri kan betragtes som fuldbyrdet, så snart der er indtrådt en væsentlig risiko for, at der lides formuetab«, sagde Henrik Steen Andersen i sin indledende gennemgang af sagen. Han erkendte, at de projekter, Kurt Thorsen ville skabe med de falske PFA-garantier var »sunde og gennemarbejdede«, og at det store børsnoterede ejendomsselskab, entreprenøren prøvede at etablere, var en god ide. »Men - og det er et alvorligt men - man skal have sin finansiering i orden. Det nytter ikke, at man i blind tillid til, at alt vil løse sig, gør brug af proformadokumenter og forfalskede erklæringer over for banker og andre långivere - uanset om man er nok så god en entreprenør«, sagde Henrik Steen Andersen. Her til morgen fortsætter sagen, når anklageren sætter sit første vidne i skranken. Det bliver en kriminalassistent fra Københavns Politi, som skal fortælle om de mobiltelefon-oplysninger, der er anklagerens stærkeste kort. Politiet har undersøgt, hvilke sendemaster Kurt Thorsens mobiltelefon benyttede på bestemte dage, og allerede i byretten underminerede det hans forklaring om en af de afgørende episoder i sagen. Siden har politiet arbejdet videre med den del af efterforskningen og fundet nye beviser, der belaster Kurt Thorsen og styrker Rasmus Trads.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her