Politiken torsdag: Der var kun to mindre ændringer, da EU-kommissionen i går omsider skulle tage stilling til et lovforslag om fælles regler for brug af genmodificerede organismer (GMO): En tilføjelse til den ordlyd, der skal fortælle forbrugerne, at de står med en genmodificeret vare i hånden og en revision af de nye mærkningsregler efter to år. Efter et par timers debat blandt de 20 kommissærer, nåede Kommissionen frem til et resultat, der betyder, at kommissær for sundhed og forbrugerbeskyttelse David Byrnes oprindelige udkast - som blev omtalt i Politiken i går - strøg stort set uændret igennem. Den udvidede mærkning betyder, at der eksempelvis på en flaske med 100 procent genmodificeret rapsolie, hvor der ikke kan findes spor af gensplejset materiale, skal sidde et mærke, der fortæller, at olien er lavet ved brug af genmodificerede organismer, men ikke indeholder det i slutproduktet. Lovforslaget er dels et forsøg på at give de europæiske forbrugere bedre information om de varer, de spiser. Og dels en reaktion på det effektive stop for nye godkendelser af genmodificerede organismer og produkter i EU, som seks medlemslande, herunder Danmark, har opretholdt i snart tre år. De seks lande har hele tiden ønsket bedre regler for mærkning, sporing og risikovurdering af gensplejsede fødevarer. Forslaget, der skal en tur forbi Europaparlamentet og Ministerrådet, før det bliver endelig godkendt, sikrer forbrugerne mulighed for at kunne spore maden i supermarkedernes kølediske hele vejen tilbage gennem dens tilblivelse. Fremover bliver det virksomhedernes ansvar at dokumentere, at varen i alle produktionsled er fri for GMO, og det bliver samtidig et krav, at virksomhederne gemmer oplysningerne i mindst fem år. Høj beskyttelse »Reglerne for sporing sikrer en høj beskyttelse af miljø og sundhed og baner vejen for et ordentligt mærkningssystem. Det er klart, at producenterne og detailhandlen kommer til at betale for det her, men det er en nødvendighed, for det, der er på spil, er befolkningens tillid«, siger miljøkommissær Margot Wallström. USA, der verdens største producent af genmodificerede fødevarer, har allerede meldt ud, at man hellere så et mærkningssystem, der er baseret på det faktiske indhold i slutproduktet. Ud over ønsket om oprette et centralt videnskabeligt center, der skal stå for godkendelse af genmodificerede produkter til hele EU, lægger forslaget op til, at GMO-mærkningen ikke skal gælde fødevarer med under 1 procent indhold af GMO, heller ikke selvom den pågældende GMO kun er godkendt i lande uden for EU. Kommissionen forventer, at forslaget træder i kraft senest med udgangen af 2003. Både miljø- og energiminister Svend Auken (S) og fødevareminister Ritt Bjerregaard (S) meddeler, at de er på ferie i øjeblikket, og at de derfor ikke ønsker at kommentere lovforslaget på nuværende tidspunkt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























